Albert Serra

Albert Serras film er egensindigt barok. Han fylder lærredet til bristepunktet med legemlig nydelse og fordærvelse. I ’Liberté’, der var i konkurrence i Cannes sidste år og nu får sin danmarkspremiere i Cinemateket, samles en gruppe eksil-libertinere i tiden omkring Den Franske Revolution i den kulravende nat for at piske, slikke, gnubbe og smågnaske på hinanden. Serras film er højkonceptuelle og jordnære på en og samme tid, både abstrakte og konkrete, og får det meste anden nutidig filmkunst til at fremstå reaktionær og fastlåst. Det er ikke tilfældigt, at Serra er blevet kaldt vor tids Pasolini eller Fassbinder.

Serra (f. 1975) benytter sig altid af historiske eller litterære figurer, der på forskellig vis markerer overgangsperioder. Han interesserer sig for dét punkt, hvor den gamle verden står på tærsklen til at blive overblændet af en ny. Således har de hellige tre konger, Don Quixote, Dracula, Ludvig 14. samt Casanova alle betrådt Serras imposante billedverden. I sine senere film har Serra udelukkende opholdt sig i 1700-tallets elitære randområder, hvor det dekadente og perverse for alvor har kunnet udfolde sig.

Men uanset hvor mange samtaler om ornesex og blodrødvinstilsølede kroppe Serras film nu end indeholder, underløbes det galgenhumoristiske altid af filmenes tempo (eller mangel på selvsamme). Serras film er slow cinema, når det er bedst. De barokke kroppe skildres gennem lange, statiske scener, og det er netop gennem det stillestående – det næsten ubevægelige – at vi mærker tidens gang fremfor at glemme den. Gennem visuel stilstand opnår Serra sanselig bevægelighed.

Tak til Den Spanske Ambassade for samarbejde.

Oscar Pedersen, filmformidler