Den 1. april 1951 udkom det første nummer af tidsskriftet Cahiers du cinéma i de franske bladkiosker. Med en kærlighed for det skrevne sprog og et begær efter levende billeder formåede Cahiers du cinéma på kort tid at ændre, hvordan film blev set, talt om og endda skabt – og gør det til stadighed den dag i dag.

I dag er Cahiers du cinéma særligt kendt for at have været en rugekasse for den franske nybølge. Før Jean-Luc Godard var Godard og François Truffaut var Truffaut – det vil sige, før de som instruktører revolutionerede filmsproget i slut-1950’erne – var de filmkritikere for Cahiers du cinéma. Også her formåede de at vende op og ned på status quo.

Under filmtænker André Bazins ledelse forsvarede de unge filmkritikere, der også talte Jacques Rivette, Éric Rohmer og andre vordende filmskabere, ihærdigt forestillingen om, at en film først og fremmest er et udtryk for instruktørens kunstneriske vision. Og de var iblandt de første i verden til at skrive passionerede forsvarstaler for Hollywood-instruktører som Alfred Hitchcock, Howard Hawks og Raoul Walsh. Instruktører, som indtil da var blevet anset for blot at producere tankeløs underholdning.

Cahiers du cinéma har siden da gennemgået adskillige hamskift, men har bibeholdt sin ukueligt romantiske og idiosynkratiske forståelse af filmkunsten. Cahiers du cinéma ser og skriver om de film, andre tager for givet.

Denne serie er inspireret af tidsskriftets opdagelsesetos. Oplev film af nogle af de filmskabere, Cahiers du cinéma har været med til at kanonisere, samt en række underkendte mesterværker, som bladet fortsat slår et slag for. Det klassiske og det moderne, det kendte og glemte: det er i denne spænding, at vi finder Cahiers du cinémas kærlighed til film.

Oscar Pedersen, filmformidler