Céline Sciamma

Den 41-årige franske instruktør Céline Sciamma tog de fleste på sengen med sin smittende, lystdrevne og frimodige periodefilm 'Portræt af en kvinde i flammer' – både i Cannes sidste år og ved den danske premiere i februar i år. Her var omsider en sanselig, sexet film, der virkede ubundet af det mandlige blik, der har præget kvindeskildringer siden længe før Harvey Weinstein blev født. Triumf, sejr, revanche – sådan ekkoede anmelderne hinanden i sjælden kollektiv rus af begejstring.

Men filmen kom ikke ud af ingenting.

Céline Sciammas tre tidligere spillefilm, som vi her viser, vidner om en kønspolitisk klar og meget selvstændig stemme. Sciamma er feminist, aktivist, lesbisk. Hendes første kortfilm, 'Pauline' fra 2009, var en del af kampagnen 'Fem film mod homofobi'. Sciamma støttede ligestillingskampagnen '5050 by 2020', og i 2018 var hun med til at orkestrere protesten mod Cannes-festivalens voldsomt mandsdominerede lineup.

'Folk siger ofte til mig, at jeg ikke kan lide drenge. Jeg svarer: 'Wouw, nej, det er bare det, at du ikke er vant til, at de bliver objektgjort i film. Kvinder bliver så ofte til objekter i film. Og vi er ligeglade,' siger hun. Og andetsteds:

'Jeg er af den opfattelse, at alle film er politiske. De, der ikke er politiske med vilje, er de værste. De rummer også den dårligste politik, tror jeg.'
Filmene udspiller sig alle i Paris, men er i øvrigt vidt forskellige i setting: Den første foregår i synkronsvømningens konkurrenceprægede miljø, den anden i middelklassens trygge favn, den tredje i en farvet forstadsghetto.
De handler hver især om individets splittelse mellem private følelser og sociale hensyn. De skildrer unge – og konsekvent piger – i overgangene mellem barn og pubertet og videre til voksenlivet. Sciamma fanger nuancerne af tvivl, lyst, jalousi, trods, skam og ungdommelig begejstring på en smittende måde, som vil få seere af alle aldre og køn til at nikke af genkendelse. Og de tvinger publikum i alle aldre og køn til at forholde sig til hovedpersoner, der føler sig udgrænset.

'At være i en gruppe er en måde at tale på og definere dig selv på – i forhold til gruppens tryghed og kompleksitet,' siger Sciamma.

'Jeg kan lide historier om pubertet. De rummer alt. Coming of age-film er en genre, der indeholder det dagbogsagtigt private, der lægger op til naturalisme, men det handler også om en fysisk transformation. Så der er også et element af det fantastiske.'

Serien vises i samarbejde med Institut Français og festivalerne POW (Power of Women) og MIX Copenhagen.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket