Få filmpersonligheder formår at holde niveauet karrieren igennem. Clint Eastwood er ikke en af dem. Han bliver faktisk bedre, som årene går. Og denne sidste del af vores trefoldede fokus på filmmanden Eastwood er dedikeret til hans sene film – film, der er præget af den ro og det klarsyn, alderdommen i de bedste tilfælde kan medføre.

Her er intet blær og ingen tomme prætensioner. Kunsten er båret af solidt håndværk, oprigtig fortælleglæde og en fin fornemmelse for de indre modsætninger, der fylder i dagens samfund og – ikke mindst – USA. Og ofte tilført et score, som Eastwood selv har komponeret. Det er udpræget late style.

Rollen som gamle, sure Walt Kowalski i ’Gran Torino’ vender vrangen ud på de antihelte, han portrætterede op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. I dag står den som en af hans bedste og mest kendte. Eastwood befinder sig i krydsfeltet mellem den klassiske Hollywood-instruktør og den moderne ”auteur”, fuldt bevidst om sin arv og sit eftermæle, men med for meget drive til at trække stikket og hvile på laurbærerne.

Og et fænomen, han fortsætter med at undersøge og blotlægge, er medieverdenens heltebilleder, fra krigsveteraner og skarpskytter til musikere, macho-instruktører og eget image som pensioneret ’Dirty Harry’ i ’Gran Torino’ og ’The Mule’.

Det er ikke så meget heltene selv, det kommer an på i hans film, som måden, hvorpå de formes og fremstår – og hvad det så siger om den verden, vi bebor. Vi viser her nogle af de allerbedste, mens vi venter på nyt fra nu 90-årige Clint.

Bemærk desuden at vi viser 'Broerne i Madison County' i Film, tapas & cocktails.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket
Peter Christian Rude, programmedarbejder / Cinemateket