David Lynch
David Lynch (1946-2025) var et renĂŚssancemenneske. Maler, musiker og en af filmhistoriens mest innovative instruktører â men ogsĂĽ en kunstner, som hellere ville tale om sin kĂŚrlighed tilâŚ
David Lynch (1946-2025) var et renĂŚssancemenneske. Maler, musiker og en af filmhistoriens mest innovative instruktører â men ogsĂĽ en kunstner, som hellere ville tale om sin kĂŚrlighed til transcendental meditation og nydelsen ved god tobak og en velskĂŚnket kop kaffe end indholdet af sine film. I januar gik han bort til de evige mokkamarker og efterlod et vĂŚrk bestĂĽende af 10 uafrystelige spillefilm, en rĂŚkke bemĂŚrkelsesvĂŚrdige kortfilm og den monumentale tv-serie âTwin Peaksâ, som ĂŚndrede synet pĂĽ serieformatets muligheder for altid.
Vi hylder Lynch gennem to mĂĽneder i april-maj og viser alle hans lange film samt en hĂĽndfuld af de korte foruden dokumentaren âDavid Lynch - The Art Lifeâ. Og ved seks events stikker vi pinden ind i myretuen og afdĂŚkker nogle af Lynchs sĂŚrlige karakteristika.
Lynch lagde ud som kunstmaler og studerede i sine formative ĂĽr bl.a. ved The Pennsylvania Academy of the Fine Arts, hvor han hurtigt blev draget af filmmediets muligheder. Efter et par eksperimenter pĂĽ mikrobudget indspillede han ved indgangen til 1970âerne âThe Grandmotherâ, en 33 min. drømmelignende fortĂŚlling om en omsorgssvigtet dreng, som planter nogle sĂŚre frø i sin seng og fremdyrker en bedstemor. Filmen rummer en rĂŚkke af de kendetegn, som gennemstrømmer den øvrige del af vĂŚrket og har fĂĽet kritikere og historikere til ligefrem at tale om en âlynchianâ ĂŚstetik: De surrealistiske scenarier, overvĂŚldende closeups, udtryksfulde lyduniverser, normaliteten i kaos, kaos i normaliteten, lyset over for mørket, de dunkle drifter under den renskurede overflade.
Lynchs foruroligende rejse ind i psykens og familiens mørkelandskaber fĂĽr fuld surreel skrue allerede i âEraserheadâ (1977) og perfektioneres i de følgende ĂĽrtier med lillebymareridtet âBlue Velvetâ (1986), roadmovien âVilde Hjerterâ (1990) og ikke mindst de labyrintiske HollywoodfortĂŚllinger âLost Highwayâ (1997) og âMulholland Driveâ (2001), hvor han i skiftende grad, og pĂĽ ĂŚgte postmoderne vis, parrer sine tematikker og sit unikke billedsprog med referencer til andre (filmhistoriske) vĂŚrker og referencepunkter â eventyret, roadmovien, musicalen, film noir-traditionen.
Logikken og de narrative grundpiller saves undervejs eftertrykkeligt over. Paradokserne forstørres, grimheden danser pardans med skønheden, drømmelogikken vokser ind i den fysiske verden, den klassiske fortÌlling opløses, og voyerismen tager fuldt over. For uglerne er bare ikke, hvad de ser ud til at vÌre hos Lynch, og rejsen ind i han univers stopper aldrig. Nye lag af betydning dukker hele tiden op. Det er bare med at spÌnde sikkerhedsbÌltet og lade sig rive med.
Lone N. Sardemann og Morten Tang, programredaktører / Cinemateket
Se mere