Mørke sandheder under glasuren
Cinemateket stiller skarpt på mesterinstruktøren Douglas Sirk og viser en håndfuld af de farve- og følelsesmættede melodramaer, der skulle blive kronen på hans værk.
Man skal aldrig stole på overfladen hos Douglas Sirk. Hans film ligner ved første øjekast glansbilleder af 1950’ernes perfekte forstadsidyl med velklædte familiemødre, elegant indrettede huse og storslået natur med græssende dådyr i baghaven.
Men under den sirupssøde fernis raser konflikter, klasseoprør, køns- og generationskampe og ikke mindst et opgør med netop korrekthed, dobbeltmoral og efterkrigstidens forlorne pænhed. Hans film er ikke, hvad de giver sig ud for at være, og det er det, der gør dem så utrolig spændende.
Sirk blev født i Tyskland af danske forældre og begyndte sin karriere som teaterinstruktør i Tyskland, inden han flygtede fra nazismen til Hollywood med sin jødiske hustru. Her måtte han begynde fra bunden, men efter ti hårde år fik han etableret sig som en af Universals faste instruktører, og i 1950’erne instruerede han den cyklus af storslåede melodramaer, der står som kronen på hans værk. Det er seks af disse film, vi viser i denne serie.
De smukt indrettede boliger hos Sirk er aldrig blot tavse baggrunde – dekorationerne trænger sig på og dominerer helt billederne, så filmenes personer fremstår som undertrykte fanger i deres egne hjem.
De mange spejle understreger forholdet mellem overfladen og det sande billede, og når kameraet fanger en af filmenes figurer, der sørgmodigt betragter sig selv i spejlet, bliver filmen en refleksion af en refleksion. Så når den tvangspålagte lykkelige slutning kommer, føles den mere sørgelig end sand.
Som Sirk sagde i interviewbogen ’Sirk on Sirk’ om det livssyn, hans film tilbyder: ”There is a wonderful expression: Seeing through a glass darkly. Everything, even life, is inevitably removed from you. You can’t reach, or touch, the real. You just see reflections.”
Douglas Sirks film har dannet inspiration for utallige senere instruktører som Rainer Werner Fassbinder, Pedro Almodóvar og Todd Haynes, og hans intelligente brug af Hollywood-genrer til at servere social kritik og komplekse indsigter, vedbliver med at fascinere.
Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket