Efter revolutionen

Portugisisk film 1974-87

6. jun - 30. jun

I anledning af 50-året for Nellikerevolutionen i Portugal udforsker Cinemateket et enestående kapitel af portugisisk filmhistorie. Serien indeholder ikke blot film om revolutionen og dens efterspil, men giver også indblik i periodens vidtfavnende filmkultur og æstetiske nyskabelser.

Da Nellikerevolutionen brød ud i Portugal den 25. april 1974, stod landets filmskabere klar. Over hele landet blev kameraet taget i brug for at dokumentere det historiske øjeblik, da landets diktatoriske regime blev væltet. Det ublodige kup blev gennemført af militærgruppen Movimento das Forças Armadas (’De væbnede styrkers bevægelse’) og var delvist foranlediget af den uløselige kolonikrig i Afrika. Bevægelsen voksede sig hurtigt stor, og Portugal gik for alvor en brydningstid i møde. Radikale strukturelle ændringer førte bl.a. til jordreformer, der tilgodeså folket, og officiel selvstændighed til Angola, Mozambique og Guinea-Bissau. Det var samtidig en turbulent tid præget af provisoriske regeringer, mangelfulde partiprogrammer, mislykkedes kontrakup og politisk splittelse.

Alt dette forholdt portugisisk film sig til. Filmskabere observerede ikke blot – de greb ind i konflikterne, udfordrede gængse produktionsmetoder, fremdrømte militante og poetiske billedsprog og satte spørgsmål ved landets fortid og fremtid. Filmmediet blev en kampplads og et refleksionsrum.

Med inddragelsen af alt fra etnografisk-lyriske landskabsfilm til formalistiske storværker og analytiske essayfilm vidner denne serie om en frigjort filmkunst. Med særegne formsprog forsøgtes fascismens diskurs dekonstrueret til fordel for glemte sider af portugisisk historie og identitet. Dertil indeholder serien to vitale film fra henholdsvis det uafhængige Guinea-Bissau og Mozambique. Begge film er postkoloniale erindringsværker, der kredser om fortidens åbne sår.

Vi er glade for at kunne præsentere nyrestaurerede versioner af disse sjældent viste, mesterlige film.

Serien strækker fra de tidlige opstandsdage i 1974 til udgangen af 80’erne, hvor en ny generation af filmskabere meldte sin ankomst, heriblandt Ana Luísa Guimarães, Margarida Gil, Pedro Costa, Rita Azevedo Gomes og Teresa Villaverde. Revolutionsårene var en ufattelig produktiv periode for portugisisk film, og der er mange film, vi af kuratoriske og praktiske årsager ikke kunne få plads til i denne serie. Det gælder blandt andet film af António Campos, António da Cunha Telles, Fernando Lopes, Fernando Matos Silva, João César Monteiro, Jorge Silva Melo, José Álvaro Morais, José Fonseca e Costa, José Nascimento, Leonel Brito, Luís Galvão Teles, Luís Noronha da Costa, Monique Rutler, Ricardo Costa, Rui Simoes og Solveig Nordlund. Vi håber, at denne serie giver publikum blod på tanden og inspirerer til videre opdagelse af disse filmskabere.

Serien er kurateret af ph.d.-stipendiat Oscar Pedersen og skabt i samarbejde med Silvia Schiermacher og den portugisiske ambassade. Tak til Joana Sousa, Sara Moreira og Paula Ribeiro fra Cinemateca Portuguesa – Museu do Cinema. En særlig tak til Instituto Camões.

Oscar Pedersen, seriekurator

Jesper Andersen, programredaktør

Film i serien

Torsdag 6. juni
Lørdag 8. juni
Søndag 9. juni
Mandag 10. juni
Torsdag 13. juni
Lørdag 15. juni
Tirsdag 18. juni
Fredag 21. juni
Lørdag 22. juni
Søndag 23. juni
Mandag 24. juni
Tirsdag 25. juni
Torsdag 27. juni
Fredag 28. juni
Lørdag 29. juni
Søndag 30. juni
Vælg dato
Ma Ti On To Fr
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
juli
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
august
29 30 31 1 2 3 4