Federico Fellini

Mellem neorealisme og populærkultur

2. feb - 31. mar

20. januar i år ville den italienske mesterinstruktør Federico Fellini være fyldt 100. I den anledning viser vi over de næste programmer – frem til august – (næsten) alle hans film.

Med sine fantastiske visioner og unikke visuelle stil har Federico Fellini status som et af filmhistoriens mest uortodokse genier. Da Fellini døde i 1993, havde han for alvor opnået international anerkendelse. Kort forinden fik han overrakt en Oscar for sin samlede produktion – hans femte Oscar-statuette. De øvrige modtog han for 'La strada' (1954), 'Gadepigen Cabiria' (1957), '8 1/2' (1963) og 'Amarcord' (1973). I 1974 blev han hædret under Cannes-festivalen og i 1985 ved Venedig-festivalen.

Fellini arbejdede i starten af sin karriere som journalist, karikaturtegner og manuskriptforfatter. Allerede i 1939 blev han ansat på det legendariske blad Marc' Aurelio, og her kom han i kontakt med Roberto Rossellini og andre italienske filminstruktører. Fellini brød igennem som manuskriptforfatter på Rossellinis 'Rom, åben by' (1945), der samtidig markerede starten på, hvad filmhistorikere senere skulle betegne 'italiensk neorealisme'. Fellini var manuskriptforfatter på en række andre neorealistiske film, herunder Rossellinis 'Paisà' (1946).

I sin første film som eneinstruktør, 'Den hvide sheik' (1951), trak Fellini først og fremmest på populærkulturens skatkammer og sine egne erfaringer som journalist og karikaturtegner. Fellini omdefinerede neorealismen til at dreje sig om 'enhver form for virkelighed, ikke kun den sociale virkelighed, men også åndelighedens virkelighed… alt hvad mennesket har i sig', som han sagde. Fellinis første film er dog stadig præget af neorealismens idealer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i, at det er personer i de lavere samfundslag, der portrætteres. Fellinis omformning af neorealismen i retning af en mere selvbiografisk og burlesk udtryksform blev mødt med rynkede øjenbryn af hans tidligere kollegaer. Fellini var på den anden side lige så kritisk over for Rossellinis melodramatiske udgave af neorealismen.

Når Fellini blev udfrittet om sine inspirationskilder, pegede han ikke på Dreyer eller Eisenstein, men på Chaplin, Keaton, Marx Brothers og Buñuels sorte humor. Inspirationen fra Chaplin er tydelig i 'La Strada', som Fellini senere kaldte 'det komplette katalog over hele min mytiske verden.' Filmen blev det store gennembrud for hans kone Giulietta Masina i rollen som den klovneagtige Gelsomina – en kvindelig Charlie Chaplin.

Fellini-serien fortsætter i de næste to cinemateks-programmer – helt frem til august – og præsenterer (næsten) alle instruktørens film, suppleret med introduktioner og nye dokumentarfilm om den italienske mesterinstruktør.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 1 2 3 4 5
maj
29 30 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30