Til sin død hyldede Fellini nattens drømme og det ubevidste som menneskets mest ærlige udtryk: ”Jeg laver film på samme måde, som jeg lever en drøm. Den er fascinerende, så længe den forbliver mystisk og flygtig, men risikerer at blive uden pointer, hvis den bliver forklaret.” Fellini skabte sin visuelle stil via undersøgelsen af sine egne drømme, hvilket ikke mindst er tydeligt i de film, vi viser i denne anden del af Cinematekets store Fellini-serie.

'Det søde liv' (1960) blev modtaget som et mesterværk. I et drømmeagtigt billedsprog følger vi en livstræt, overfladisk sladderjournalist (Marcello Mastroianni) og hans eksistentielle kriser og personlige nedture i Roms dekadente jetset-miljø. Efter at have etableret Mastroianni som sit alter ego benyttede Fellini ham igen i '8 ½' (1963), der først og fremmest er et forsøg på at skildre den komplekse (ubevidste) kunstneriske skabelsesproces.

’Julietta og ånderne’ (1965) var Fellinis første farvefilm – og hvilke farver. Fantasien får også frie tøjler, symbolikken går amok, og sanserne bombarderes med billeder og lyd i en historie om en husmor, der aner, at noget er galt i ægteskabet. 'Fellinis Satyricon' (1969), der næsten udelukkende er optaget i studie-dekorationer, blev et stort hit blandt et psykedelisk orienteret publikum, der betragtede Fellinis hovedpersoner som forfædre til hippie-bevægelsen.

De efterfølgende film fortsatte i den visuelt overdådige, flamboyante stil, som skulle blive Fellinis varemærke. 'Roma' (1972) er en saftig og surrealistisk skildring af den italienske hovedstad. Efter 'Roma' producerede Fellini den frodigt fabulerende 'Amarcord' (1973). Fellinis nostalgiske beretning om sin egen barndom og ungdom i Rimini er også en skildring af baggrunden for den italienske fascisme. 'Amarcord' blev instruktørens sidste kommercielle succes.

Jesper Andersen, programredatør / Cinemateket