Det opmærksomme publikum vil hurtigt bemærke, at Harold Lloyds ene hånd ser kunstig ud. Den er god nok. Den akrobatiske stumfilmstjerne bar en håndprotese. Da Lloyd var midt i tyverne mistede han…
Det opmærksomme publikum vil hurtigt bemærke, at Harold Lloyds ene hånd ser kunstig ud. Den er god nok. Den akrobatiske stumfilmstjerne bar en håndprotese. Da Lloyd var midt i tyverne mistede han flere fingre på højre hånd i en ulykke i forbindelse med et photo shoot. Han skulle holde en tegneserieagtig bombe – som viste sig ikke at være en attrap. Den amputerede hånd til trods blev han dog en usædvanligt akrobatisk stjerne.
Mange husker ham i den mindeværdige scene i vovestykket ‘Safety Last!’ (1923), en af Harold Lloyds største succeser, hvor han med hat og briller hænger fra viserne på et ur i et højt tårn. I den tidlige komediethriller klatrer Harold op ad en skyskraber for at vinde sin udkårne.
Harold Lloyd (1893-1971) var en af stumfilmsæraens største stjerner med en filmproduktion bag sig, der både i antal titler og indtjening langt overgik komikerikonerne Charlie Chaplin og Buster Keaton. De to sidstnævnte har dog i langt højere grad stået i spotlyset, når filmhistoriebøgerne er blevet skrevet. Måske skyldes det, at Harold Lloyds bebrillede karakter er så almindelig. Han var den første filmkomiker, der skabte en figur, der lignede sit publikum op ad dage. Hans friskfyragtige væsen minder mest af alt om din nabos søn. En veloplagt ung mand, der klør på i livet trods alle de benspænd og forhindringer, verden lægger ham i vejen.
Harold Lloyds upåfaldende udseende var sandsynligvis også det, der banede vejen for, at han som 20-årig teaterfløs med stjernedrømme kunne snige sig ind på Universal-studiets indelukke. Det lykkedes ham at snyde sig ind med en gruppe skuespillere, der efter frokost returnerede gennem filmstudiernes port. Harold Lloyds møde med instruktøren Hal Roach (den senere producent af Gøg og Gokke-filmene) blev altafgørende, da Roach så Lloyds talent og banede vejen for hans tidlige filmkarriere.
Harold Lloyds indgang til publikum var latteren. Selv beskrev han latteren som et universelt sprog, der sprænger alders- og landegrænser. ”Latteren er den smukkeste lyd i verden”, sagde Lloyd. Cinemateket vil lade grinene udfolde sig i biografen i de kommende måneder, når vi giver børn og voksne mulighed for sammen at overvære Harold Lloyds eventyrlige eskapader. De to kortfilmprogrammer med levende klavermusik er særligt velegnede for de yngste filmelskere.
Harold Lloyd modtog i 1953 en Æres-Oscar for sin indsats for filmkunsten.
Lone Sardemann, programredaktør / Cinemateket
Se mere
Film i serien
12. jan.
Safety Last!
13. jan.
Harold Lloyd's World of Comedy
19. jan.
Harold Lloyd-kortfilm for børnefamilier med levende klavermusik
23. jan.
Filmnørdens Hjørne præsenterer Harold Lloyd + 'Safety Last'
10. feb.
Harold Lloyd-kortfilm for børnefamilier med levende klavermusik
16. feb.
The Kid Brother
18. feb.
The Freshman
23. feb.
The Freshman
26. feb.
The Kid Brother
Tilmeld dig Cinematekets ugentlige nyhedsbrev
Få nyheder om film, tilbud og aktiviteter i Cinemateket. Nyhedsbrevet udkommer en gang om ugen.