Cinemateket

I midten af 1950’erne oplevede Ingmar Bergman en af sine mest produktive og kreative perioder. Han blev ansat på Malmø Stadsteater og rekrutterede her et skuespillerensemble, som han også udnyttede i sine film: Harriet Andersson, Bibi Andersson, Ingrid Thulin og Max von Sydow.
De vigtigste film fra perioden er ægteskabsdramaet ’Gøglernes aften’ (1953) – om kærlighed, svigt og jalousi i et cirkusmiljø – og den ikoniske road movie ’Ved vejs ende’ (1957), der siden har inspireret flere generationer af filminstruktører.

Bergman modtog sin anden Oscar for ’Lys i mørket’ (1962), den midterste del af den såkaldte trilogi om Guds stilhed. Trilogien begyndte med ’Som i et spejl’ (1961) og sluttede med ’Stilheden’ (1963). I disse film udforsker Bergman gudstroen eller manglen på samme.

Den religiøse problematik synes inspireret af Carl Th. Dreyer, som Bergman dog ikke satte særlig højt: ”Dreyer var en virkelig ringe instruktør. Han instruerede kun to gode film, ’Vredens dag’ og ’Jeanne d’Arc’” (i dokumentarfilmen ’Bergmans røst’, 1997).
Bergman dyrkede det kompromisløse nærbillede: De små ændringer og bevægelser i et menneskes ansigt, når hun taler eller lytter – som i ’Persona’ (1966), ’En passion’ (1969), ’Hvisken og råb’ (1972) og ’Ansigt til ansigt’ (1975).

Et andet af Bergmans bidrag til filmkunsten var, at han gav en række af de bærende roller til kvinder, hvilket var usædvanligt tiden taget i betragtning. Det moderne i Bergmans film er tydeligt i ”den frigjorte kvinde”, fortolket af fremragende skuespillere som Ingrid Tulin, Harriet Andersson, Bibi Andersson og Liv Ullmann.

Efter en skattesag bosatte Bergman sig i München, og mellem 1976 og 1981 skabte han kun film i udlandet, herunder den tysksprogede ’Fra marionetternes liv’ (1980), som er en af Bergmans modigste og mest eksperimenterende film.

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket
Lone Sardemann, programredaktør / Cinemateket