Den 14. juli ville den svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) være fyldt 100 år. Han instruerede og skrev manuskripter til over 50 film og var aktiv i mere end 60 år. Ingmar Bergman har en helt unik status i filmens verden, og hans indflydelse kan næppe overvurderes. Bergman har inspireret filmskabere som bl.a. Woody Allen, Claire Denis, David Lynch, Robert Altman, Bille August og Andrej Tarkovskij.

Cinemateket markerer 100-års-jubilæet med en stor retrospektiv, der spænder fra juli til december. Serien har hovedvægt i september og oktober og vil ud over filmvisninger omfatte en række særarrangementer og en udstilling i Cinematekets foyer. De fleste film vises i nye, digitalt restaurerede kopier med engelske undertekster fra Svenska Filminstituttet.

Bergmans film præsenteres ikke kronoligisk, og serien er ikke komplet. Den tidligste film i juni-august-programmet er ’Sommerleg’ (1951), som var en af de film, Bergman selv holdt mest af, uden tvivl fordi den er baseret på en selvoplevet sommerflirt, da familien ferierede på Ornö. Jean-Luc Godard skrev i Cahiers du Cinéma, at ’Sommerleg’ var ”verdens smukkeste film”. Den sorgløse komedie ’Sommernattens smil’ (1955) – om advokat-familien Engmans ægteskabelige og udenomsægteskabelige affærer – blev Bergmans internationale gennembrud.

Hans berømmelse blev cementeret med ’Ved vejs ende’ (1957) og ’Det syvende segl’ (1957), der repræsenterer instruktørens mest kreative periode, hvor også hans vigtigste stilistiske bidrag til filmhistorien – den kompromisløse brug af nærbilledet – blev etableret. ’Det syvende segl’ er et opgør med Bergmans egen dødsangst og er en hyldest til livet. Scenen hvor ridderen spiller skak med døden er instruktørens – og måske filmhistoriens – mest citerede og parodiserede.

’Jomfrukilden’ (1960) er et intenst drama om det gode og den onde, uskyld og skyld. Filmen gav Bergman en Oscar for bedste fremmedsprogede film samt kritikerprisen i Cannes. I sit banebrydende kameraarbejde lod Sven Nykvist sig inspirere af Akira Kurosawas ’Rashomon’.

Den smertelige og hjerteskærende ’Hvisken og råb’ (1972) bliver af mange – sammen med ’Persona’ – regnet for en af Bergmans vigtigste film. ”Alle mine film kan tænkes i sort/hvid, undtagen ’Hvisken og råb”, sagde Bergman. Der findes meget få film, hvor værkets dybere indhold er intimt forbundet med anvendelsen af farver.

Vi markerer Ingmar Bergmans 100-årsdag den 14. juli ved at vise komedien ’Sommernattens smil’ og byde på et glas vin i Asta Bar efter filmen.

Jesper Andersen & Lone N. Sardemann / Cinemateket