Jacques Becker

Stille og poetisk realisme

7. jan - 24. feb

Cinemateket har valgt en håndfuld af Beckers allerbedste film, heriblandt ’Hullet’ og ’Smukke Marie’, og præsenterer dem med et stærkt felt af ekspertoplæg.

Han er et af fransk films oversete genier. Skønt han ikke nåede at instruere mange film, så er de næsten uden undtagelse mesterværker. Mellem 1942 og 1959 blev det til 13 film, som alle fik succes i hjemlandet. Men kun én fik den helt store internationale succes. Det var ’Smukke Marie’ (1952) med Simone Signoret i sin allermest inciterende rolle.

Jacques Beckers (1906-60) familiebaggrund var kunstnerisk og igennem mødet med Cézanne- og Renoir-familien skabte han sig en karriere. Ikke bare som instruktør, men også som skuespiller og manuskriptforfatter. Han arbejdede sammen med Renoir fra 1930’erne på flere af dennes film og var med til at forme nogle af filmhistoriens store titler, herunder ikke mindst ’Den store illusion’. Han lærte det filmiske håndværk og fik – som mange andre – chancen under besættelsen, hvor en producent overlod ham resterne af en film, som var kuldsejlet af en anden instruktør. Det blev til ’Farlige perler’ fra 1943.
Becker mestrede mange genrer – fra den kølige noir til det smukke melodrama – men i alle tilfælde strømmer elegance og humanistisk kærlighed gennem billederne.

Det var også nogle af disse kvaliteter, der fik den franske ny bølges medlemmer – med François Truffaut i spidsen – til at hylde Becker. Truffaut fortalte, at Becker levede i sit eget tempo. Han kunne sidde længe over et måltid, hvorefter han ræsede af sted i sin bil. Han ofrede timer på sine personkarakteristikker, men kun få på sig selv. Måske var det derfor, han ikke blev ældre end 54 år – hans sidste film, ’Hullet’, blev færdiggjort af hans søn.
Becker ofrede filmenes miljø stor opmærksomhed, og man fornemmer som publikum, at man er i gode hænder. Intet er overladt til tilfældighederne. Han var foruden instruktør også musiker, hvilket uden tvivl var med til at give hans film musikalitet og rytme. Det musikalske talent gør, at filmene ”med energisk klipperytmik, detailmættede tidsbilleder og træfsikkert persongalleri fremstår som exceptionelle sædeskildringer” (Bjørn Rasmussen).

FOREDRAG OG FILM
Vi skal sammen med Bo Tao Michaëlis høre om Becker som fornyer af gangsterfilmen med ’Paris på vrangen’ (1954). Her viste Becker med en stille, nøgtern og poetisk realisme, at gangstere også børster tænder, før de går i seng.

Christine Marstrand vil fortælle om den modige kvindefigur i ’Smukke Marie’, som trodser alle tidens sociale, seksuelle og moralske tabuer for at leve sin kærlighedspassion helt ud til den bitre ende.
Mesterinstruktøren Jean-Pierre Melville betragtede Beckers ’Hullet’ (1960) som den bedste franske film nogensinde. Kamel Benkaaba vil i sit oplæg bl.a. fortælle om Beckers interesse for insekter – og om hvordan dette skinner igennem i ’Hullet’.

Alle de, der ikke har været i Paris i sommer – (og de, der har været der), skal se ’To i Paris’. Her bliver drømmen levende, når den franske hovedstad serveres i ét eneste dejligt stort smil. Isak Thorsen vil præsentere filmen, inden den folder sig ud i al sin pulserende varme og charme.

Endelig byder vi på fransk hygge og stemning med visningen af kriminal-lystspillet ’Det hændte i kroen’, som The New Yorker kaldte en ”fantasi-gyser”.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
juli
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28