4141Klimov og41414141Shepitko

Blikkene skærer durk gennem kameralinsen og holder os fast. De lyser af afmagt, tomhed, udmattelse, desperation eller gru, og de viger ikke en millimeter. Samtidig er de jordnære. Man kan relatere til disse skæbner, selv om de fra en helt anden tid og fra en verden bag Jerntæppet.

Disse ikoniske ansigter var sprængfarlige i deres samtid, og endnu i dag lyser de af urkraft i al deres sårbarhed og menneskelighed. Kunstnerne bagved var mand og kone: De russiske instruktører Elem Klimov (1933-2003) og Larisa Shepitko (1938-79).

Parret har leveret både hjerteskærende brutale film og fremragende satiriske komedier og kunne sagtens bære hver sin serie i Cinemateket. Men de lavede flere projekter sammen, og med dette udvalg af spillefilm vil vi gerne vise, hvor nært deres arbejde var forbundet.

Fælles for de to er blikket for menneskets udfordring med at tilpasse sig samfundets – ofte groteske – normer og adfærdsmønstre. Tandlæger, ingeniører, bureaukrater, menigmænd i meningsløse (men sært genkendelige) svikmøller og sammenhænge. Piloter bliver skoleinspektører, bønder eksproprieres, og aristokrater duperes af healere. Absurditeten spejlede deres eget liv, der var præget af kompromisløs skaben under et kompromisløst regime. Filmene kunne havne to, ti, ja, 20 år på køl.

Krigen spillede en helt central rolle for dem begge. Klimovs uafrystelige 'Gå og se' og Shepitko mesterlige 'Opstigningen' er begge nærmest ubærligt barske i deres skildring af, hvad krig kan gøre ved psyke og fysik. ”Jeg husker sulten, og hvordan vores mor og vi tre børn blev evakueret, fortæller Shepitko, hvis far kæmpede med i hele 2. verdenskrig. ”Indtrykket af en verdensomspændende katastrofe satte sig uudslettelige spor i mit barnesind."

Shepitko havde i det hele taget meget imod sig. Hun instruerede dele af sin debutfilm ’Heat’ fra en båre, hens hun lå med leverbetændelse i næsten 50 graders varme. Senere kom hun på sanatorium, havde en alvorlig faldulykke, en livstruende graviditet og måtte under optagelserne til ’Opstigningen’ bæres hjem på ryggen af skuespilleren Vladimir Gostyukhin, når dagen var slut. Selv sagde skuespilleren: “Det var værd at dø under indspilningen af en scene, hvis det betød at man kunne mærke hendes taknemmelighed.”

Begge tog afsæt fra den store statslige filmskole VGIK og spillefilmsdebuterede i 1963-64. De var aktive i en form for tandem frem til hendes alt for tidlige død ved en bilulykke i 1979, som knuste ham og gjorde de følgende film meget dystre. Hans karriere sluttede i 1985, selv om han levede til 2003. Det knugende mesterværk 'Gå og se' tappede ham.

Mange af deres film kritiserede – direkte eller indirekte – konkrete institutioner, personer og grupper. Den sikre opskrift på censur. Selv om de havde Khrusjtjovs tøbruds-politik i ryggen, blev flere af deres film først sat fri med glasnost i slut-80'erne. Og deres meget lille samlede oeuvre på i alt 12 spillefilm og en enkelt lang dokumentarfilm vidner om det kontrollerede produktionsklima.

Historien har dog en form for lykkelig slutning: Den kontroversielle Klimov blev slutteligt tildelt den magtfulde stilling som leder af den sovjetiske union af filmskabere under Gorbatjov – en opsigtsvækkende udpegning, der naturligvis fremskyndte glasnost-politikken på filmområdet.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket