Marguerite Duras

For mange vækker Marguerite Duras’ (1914-96) litterære værker både intellektuelle udfordringer og nydelsesfulde, identitetsskabende læseoplevelser. De handler om begær, umulig kærlighed, minder og glemsel. Det samme kan siges om hendes knap så udbredte film.

I ånden af maj ’68 og ud fra en voksende desillusionering med skrift og læsning som forældede former søgte Duras med filmmediet at finde nye veje til at skabe mangfoldige værker. Som instruktør tog Duras filmmediet i brug mellem 1967-85, og i alle tilfælde er filmene sindsoprivende i sin egen ret, både i form og poetisk udtryk.

De er en guldåre til en dybere forståelse af Duras’ samlede kunstneriske projekt, som særligt kredser om forholdet mellem sprog, lyd og billede. tid, hukommelse og glemsel. Med sin øjenåbnende forståelse af og intelligente leg med forholdet mellem lyd og billed komponerede Duras filmværker, der gav romanens fortælling noget, teksten ikke alene kunne formidle.

I denne serie præsenterer vi seks af Duras’ film, taget fra forskellige perioder i hendes filmiske virke, der ikke blot vil få det litterære øje til at se, men også få det til at lytte. De litterære værker imellem, lyd og billeder imellem og – i flere betydninger – stemmerne imellem, dukker det ene altid op i det andet hos Duras: Fraværet i tilstedeværelsen, det skabende i nedbrydningen. I hendes værker ser man altid en uundgåelig om end i sidste ende umulig og asynkron sammenhæng.

Mange tak til oplægsholderne, forlaget Arena og Institut Français.

Sofie Havskov, programmedarbejder / Cinemateket