Frankrigs store filmkomponist
I december og januar hylder vi den store franske filmkomponist Michel Legrand, der gik bort i 2019. Michel Legrands musik har sat et umiskendeligt aftryk på filmhistorien – på begge sider af Atlanten.
Michel Legrand er en af de største filmkomponister, vi har kunnet lytte til, og hans indflydelse på filmhistorien kan næppe overvurderes. Han døde i januar 2019 i en alder af 86 og har mere end 200 storslåede scores til film og tv på sit CV. Gennem sit liv indspillede han 100 albums med jazz, populær- og klassisk musik. Et af de sidste scores, han nåede at færdiggøre, var det komplekse lydtapet til ’The Other Side of the Wind’ – Orson Welles ufuldendte film, der med økonomisk opbakning fra Netflix endelig blev færdiggjort i 2018. Legrands musik blev helt afgørende for filmens sammenhængskraft. En smuk sløjfe at binde på det samarbejde, Legrand havde haft med Orson Welles på 'F for Fake' 44 år tidligere.
Mine ører blev for alvor opmærksomme på Michel Legrand, da jeg første gang overværede Joseph Loseys 'Sendebudet', hvis ildevarslende klaverakkorder understreger de skæbnesvangre oplevelser, drengen Leo var udsat for i sin barndom. Jeg gik også og nynnede med på den smukke ørehænger 'I Will Wait for You' fra Jacques Demys ’Pigen med paraplyerne’, før jeg blev voksen – den film, der gav Michel Legrand sit internationale gennembrud som filmkomponist. Med sin umiskendelige franske stil havde han en styrke inden for film, der kredser omkring temaet kærlighed.
Legrand er en decideret mester i at bruge musikkens egne byggesten til at understøtte budskaber i en tekst eller i billeder. En tvetydighed eller et vægelsind kan han udtrykke med et brat skift mellem dur og mol – som et musikalsk ansigtsudtryk, der kan skifte på et sekund. Et træk vi herhjemme også kender fra en komponist som Carl Nielsen.
Et spørgsmål, der rummer mange svar, lægger Legrand gerne ud i maj7-akkorder, som er den særligt jazzede og let parfumerede akkord, hvor en ellers enkel treklang får tilføjet en vægtløs 4. tone, der får det hele til at svæve lidt mere udefinerbart. Vi kender det også fra komponister som Erik Satie.
Legrand holder af samtidigt at lade akkordforløb gå nedad mod bassen og opad mod diskanten og på den måde skabe en flertydighed af retninger inden for samme bevægelse. Som vores indre liv og tanker, vores modsatrettede følelser. Måske inspireret af modbevægelsens helt store mester fra barokken, Johann Sebastian Bach?
Da Michel var blot 11 år, blev han indskrevet på musikkonservatoriet i Paris. Da han syv år senere forlod det igen, var det med alle de udmærkelser, man kunne udsmykke en ung komponist og pianist med. Han formåede i en sjælden grad at leve op til sit beundringsværdige efternavn og havde en naturlig evne til at krydse mellem klassisk musik, jazz og populærmusik. Legrand har formået at skabe en karriere på begge sider af Atlanten, i Europa bl.a. i tæt parløb med nybølge-folkene Agnès Varda, Jean-Luc Godard og Jacques Demy, der fik det bedste frem i ham.
Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket