Cinemateket

Hvis man indimellem får nok af divaer, som ser ud som om de er hoppet ud af Gucci-reklamer, ja så er skuespillerinden Olivia Colman som en sval brise af kulkraftværk i det nordengelske: "Hvis nogen ikke kan lide mig, fordi jeg har en stor bagdel, så kan de skride ad helvede til. For jeg er faktisk en temmelig rar person at være i selskab med.” Colman (f. 1974) havde i starten Mike Leigh'ske arbejderklasseroller, og i den dybt originale beboerforenings-musical ’London Road’ er hun tilbage i den jargon: ”De var alligevel skideirriterende. Du ved, altså, de er til større gavn når de er kulet ned,” ytrer hendes karakter om nogle prostituerede, der er blevet myrdet i gaden. Olivia Colman leverer replikkerne, som om hun bare sniksnakker højt for sig selv - syngende! - med et ejerskab, som om standpunktet er komplet menneskeligt. Hvad det på en måde er. For musicalen bygger på på faktiske interviewudsagn fra borgere i Ipswich, mens retssagen kørte mod deres nabo i nr. 79. Det jordnære i Colmans skuespil flugter perfekt med stoffet. Menneskeligheden har også en anden kvalitet. Colman kan lade den komme til syne som tvivl eller sørgmodighed, samtidig med at bruger sin naturlige pondus til at udfylde nogle af de mest ærefrygtindgydende roller i skuespilfaget: Rollerne som dronning. Mange elsker hende for 'The Crown' på Netflix, og for 'Hyde Park on Hudson' blev hun Golden Globe-nomineret som dronning Elizabeth. Hovedrollen som den biseksuelle og muligvis skøre dronning Anne i 'The Favourite' gav Colman anledning til også at tale mineby-engelsk på Oscar-podiet. Det gør heller intet, at det er alfahanner (m/k), der stjæler det store billede i både 'The Father', 'Tyrannosaur' og Thatcher-portrættet 'Jernladyen'. For når Olivia Colman er til stede i rummet i en birolle, er det hende, man føler med. Hun virker som en temmelig rar person at være i selskab med. Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket