Cinemateket

Operaens unikke kombination af musik og drama har fascineret filminstruktører siden stumfilmen. Cecil B. DeMille instruerede allerede i 1915 en højspændt version af ’Carmen’ med en af datidens mest kendte operastjerner, Geraldine Farrar, i hovedrollen. Publikum kunne i sagens natur ikke høre hende synge, men de fik lov til at se Metropolitan-operaens diva i aktion, mens et orkester i salen kunne ledsage med højdepunkter fra det kendte forlæg. Det folkelige filmedie lånte lidt af den finkulturelle operas aura, og publikum fik samtidig smæk for skillingen med drabelige knytnævekampe og hæsblæsende forfølgelsesscener. Med lydens gennembrud fik mange store sangere naturligt større eller mindre filmroller. De blev som regel blot sat til at synge en enkelt arie hist og her, for operaernes længde og specielle form gav ikke mange filmskabere mod på at filmatisere de store klassikere.

Nogen er heldigvis gået i lag med dem, og denne filmserie fokuserer på de deciderede operafilm, hvor en instruktør har villet skabe en unik filmisk version af en opera. Der findes utallige tv-dokumentationer af opsætninger fra scener verden over, men kun få eksempler på filmiske fortolkninger. Her har vi samlet nogle af genrens klassikere - fra den amerikanske operafilm ’The Medium’ og Powell & Pressburgers filmatisering af ’Hoffmans Eventyr’ (1951) - til Benoit Jaquots version af ’Tosca’ (2001) og Kenneth Branaghs ’Tryllefløjten’ (2006), der henlægger Mozarts opera til skyttegravene under 1. verdenskrig.

Filmmediet giver mulighed for at hive operaerne ud af operahusene og demokratisere den normalt elitære og eksklusive kunstart ved at sende den ud på filmlærreder verden over. Ud over at dokumentere store sangere på deres højeste giver filmen mulighed for at skabe et helt nyt visuelt udtryk til at ledsage lydsiden. Spørgsmålet er så, hvordan man bedst gør det, og som denne samling film viser, har der været mange spændende bud på det.

Skal man lade komponisten selv iscenesætte en opera skrevet i filmens tidsalder som i ’The Medium’? Skal man forsøge at de-teatralisere de klassiske operaer med realistiske indslag i form af de virkelige locations som i Francesco Rosis ’Carmen’ eller skal man fokusere på det teatralske, som f.eks. Bergmann gjorde det med sin version af ’Tryllefløjten’? Skal man benytte lejligheden til at lave øjeguf-orgier fra operaens tid som Zefirrellis udstyrsstykker eller skal man skabe et eget univers som i Hans-Jürgen Syberbergs fascinerende ’Parsifal’ eller Branaghs dramatiske ’Tryllefløjten’?

En central problemstilling for operafilmene er altid, om man vil lave en trofast reproduktion af værket, hvor publikum i biografen så at sige får operahusets bedste sæde, eller om man vil lave en film med en egen identitet. Flere operafilm ændrer betydeligt i forlæggene ved at skære i musikken eller sågar digte til. Tolkningsmæssigt sker der også markante ting på billedsiden, som når hovedpersonen skifter køn halvvejs i ’Parsifal’, og en mands stemme pludselig kommer fra en kvindekrop.

Det er let at rynke på næsen af operafilm. Synkroniseringen er ikke altid optimal, de bedste sangere er ikke altid de bedste skuespillere, og det er ikke alle, som ser lige fikse ud i nærbilleder, når kroppen anstrenger sig for at tæmme tonerne. I de vellykkede film glemmer man imidlertid hurtigt de små irritationsmomenter og bliver revet med af de kraftfulde kombination af musik og billeder. Opera er bestemt ikke kun for ørerne. Opera skal ses, og det er storslået at være på første bio-parket og opleve mødet mellem de to kunstarter.

Eva Novrup Redvall og Jesper Andersen