Cinemateket

Serie

Paul Schrader

Den amerikanske filmlegende Paul Schrader er fyldt 75 år. Siden han opdagede Ingmar Bergman og sløjfede teologi- og filosofi-studiet, har han skrevet filmkritik, udgivet akademiske bøger om…
Den amerikanske filmlegende Paul Schrader er fyldt 75 år. Siden han opdagede Ingmar Bergman og sløjfede teologi- og filosofi-studiet, har han skrevet filmkritik, udgivet akademiske bøger om spiritualitet i filmkunsten om Ozu, Bresson, Dreyer, skrevet manuskripter og instrueret værker, der har sikret ham status som auteur blandt de største og mest hårdkogte mestre i New Hollywood-æraen – de såkaldte ‘Movie-Brats’ (Francis Ford Coppola, George Lucas, Brian DePalma, John Milius og Steven Spielberg).

Allerede i 1970’erne debuterede han med coke-koncentrerede manuskripter til bl.a. Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’ samt Sydney Pollacks ‘The Yakuza’. Med sin skarpe samfundskritiske pen, en Tarkovskij-inspireret evne til at male med tiden og ikke mindst snedige “uden om studierne”-samarbejder med Scorsese, vandt Schrader lige så stor anerkendelse som filmens instruktører – og så oven i købet for et smalt budget og med friere kreative tøjler.

I skyggerne af Vietnamkrigens rædsel skilte Schrader sig ud med poetiske og formørkede film-noir-skildringer af det amerikanske samfund. Hans kendetegn blev bl.a. en på én gang realistisk og ekspressionistisk stilistik med til tider komplekse og kaotiske kronologier. Derudover ved brug af doubling (dvælen ved sceneskift) og voice over for at få et moderne publikum til at tænke og engagere sig på et højere plan. Alle æstetiske træk, der går igen i Schraders værker.

Siden sprang mesteren selv ud som instruktør og høstede hurtigt hæder i Cannes med ‘American Gigolo’ og ‘Mishima’ i 1980’erne. Til dato har han instrueret hele 28 film – og har selvfølgelig allerede en ny i kameraets skudlinje: ‘The Gardener’.

Som en hyldest til en af amerikansk films helt store gudfædre, viser vi i foråret en ordentlig nævefuld af de værker, som Schrader gennem tiden har lagt sin guld-besmykkede mafioso-hånd over. Filmudvalget har til formål at belyse de bedste sider af mesterens genre-skiftende bagkatalog, som ofte trækker på eksistentialistiske og selvbiografiske spor: En forhenværende livsstil præget af stof- og sexmisbrug. Skyld, skilsmisse og selvmordstanker samt søvnløse nætter i storbyens beskidte og neonoplyste helvede.

Manden er her gudskelov endnu – og du kan blive klogere på ham i denne store retrospektive serie med håndplukkede ekspertoplæg fra filmkritikere, forfattere, filosoffer og journalister – og ikke mindst i et live-streamet interview med Schrader himself i samtale med filmekspert Casper Christensen fra Filmnørdens Hjørne.

Glæd dig til at få præsenteret alt fra sofistikerede satiriske sjofelheder, psykologisk neo-noir, krimi-kult med katte, japansk arthouse-action og poetisk slow cinema.

På vidt forskellige måder vidner filmene om Schraders virtuose vanvid og stadige eksistensberettigelse på det store lærred. For filmene skal selvfølgelig opleves i biografen, der ifølge den filmiske ypperstepræst selv er som at være i en kirke. I Cinemateket er gospelkoret og orgelmusikken skiftet ud med Giorgio Moroder og Philip Glass’ almægtige soundtracks – Amen!

Der er desuden dømt dobbelt op på både klassiker, kult og Paul Schrader, når vi viser ‘American Gigolo’ og den erotiske thriller-affære ‘The Canyons’ med Lindsay Lohan og James Deen i hovedrollerne til Psych Out! den 19. maj.

Programredaktør Sophie Engberg Sonne og Laura Fromm Gottschalk / Cinemateket
Se mere

Film i serien

05. apr.

‘The Card Counter’ med intro ved Kim Skotte

06. apr.

‘Taxi Driver’ med introduktion ved Eva Novrup Redvall

10. apr.

‘Mishima’ med intro og Q&A om den japanske forfatter Yukio Mishimas livsfilosofi, kunst og krig

12. apr.

‘Cat People’ – Kinky kultgyser med intro ved Bo Tao Michaëlis

13. apr.

Live-streamet interview med Paul Schrader og Casper Christensen som optakt til ’Light Sleeper’.

18. apr.

Affliction

21. apr.

‘First Reformed’ med intro af Morten Kildebæk

23. apr.

Knive i ryggen

25. apr.

‘Købt af kvinder’ med intro ved forfatter Luka Holmegaard om looks mellem 70'erne og 80'erne

26. apr.

‘Hårdkogt’ med intro ved Schrader-ekspert Kristoffer Hegnsvad

27. apr.

Auto Focus

01. maj.

First Reformed

03. maj.

Affliction

06. maj.

Knive i ryggen

09. maj.

Taxi Driver

09. maj.

Købt af kvinder

10. maj.

Mishima

11. maj.

Auto Focus

14. maj.

Hårdkogt

17. maj.

Cat People

26. maj.

The Card Counter

28. maj.

Light Sleeper