Tarantinos film udgør hver især et lille ocean af æstetisk fuldendte billeder, veldrejede i hver tekniske detalje. I hans stil forventes det kæksmarte, filmreferencespækkede og (teknisk) overgearede …
Tarantinos film udgør hver især et lille ocean af æstetisk fuldendte billeder, veldrejede i hver tekniske detalje. I hans stil forventes det kæksmarte, filmreferencespækkede og (teknisk) overgearede – og det bliver indfriet – hver gang!
Quentin Tarantinos filmværk balancerer hele tiden mellem (narrative) yderpunkter. Rent visuelt er han nærmest infantilt optaget af at skabe film, der er ligeså knuselskeligt unikke og originale som mange af hans A- og B-filmforbilleder. Der er ofte knald på kønskampen, som nærmest kun Tarantino kan retfærdiggøre uden at havne i de krænkelsesparates gabestok. På alle måder udgør hans film farverige oplevelser, og dén bedrift er ikke alene forfriskende, men også beundringsværdig. Ikke mange personer i hans skæve og opfindsomme film er skåret ud af arketyper, men rummer raffinementer og små glimt af enten ondskab eller decideret vanvid.
Oplev Tarantinos værk i Cinemateket i juli, august og september – både i Himmelbio og indendørs i vores hyggelige sale. Flere af visningerne vil være med ekspertintroduktioner, der kaster lys over den skingrende vidunderlige filminstruktør.
Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket