Ulrich Seidl

Skønhed kommer (ikke) indefra

1. feb - 9. mar

Oplev en række af østrigske Ulrich Seidls filmperler, hvori en finkæmmet pinlighed blandet med (afsavnets) smerte er med til at give en enestående ægthed, hvis budskaber har en markant eftersmag.

Efter næsten ti års ’spillefilmstørke’ skabte den østrigske Ulrich Seidl (f. 1952) i 2022 hele to spillefilm, der kredser om hver sin fiktive bror: Hhv. ’Rimini’ og ’Sparta’. Ligesom Seidls øvrige værk er disse musikløse og stationært tableau-fotograferede psykologiske dramaer, hvor fokus helt og holdent er på de indre dramaer og skismaer: Et varemærke, der nærmest ville kunne patenteres af Seidl. Vi ser tilbage på østrigerens mest markante film, hvor flere af dem kan opleves med filosofisk-antropologiske særblik.

Både hans fiktions- og dokumentarfilm er hudløst ærlige, og man kan i den sammenhæng glemme alt om, at skønhed kommer indefra. Det gør snarere alt det grimme og grumme, som fx i dokumentaren ’I kælderen’: ”Kælderen er et sted fyldt med mørke, med frygt, et sted under jorden og et sted, man kan gemme sig. På den måde symboliserer den et dobbeltliv,” som Seidl udtrykker det.

Men alle hans film rammer reelt en på en gang både vemodig og livsbekræftende tone i de mange portrætter af hverdagspersoners ensomhed og deres forsøg på at klemme en smule spænding ud af det triste og ensformige. Der er således scener af meget høj intensitet, hvor både den billedlige æstetik og den fortællermæssige særhed indrammer noget uforligneligt enkelt – øjeblikke af hverdagens smerte.

Han slog igennem med den prisvindende ’Hundedage’ i 2001, men havde beskæftiget sig med filmmediet flere årtier inden. Det lå ellers ikke i kortene: Faktisk affødte opvæksten i en streng katolsk familie et ønske om at blive præst, men via journalistik- og drama-studier havnede han på Wiens filmakademi.

Rent billedligt er Seidls tilgang velovervejet sær og selvmodsigende, og i en kunstnerisk, symmetrisk komponeret og farverig billedstil skaber han både enestående postkortæstetik og stemningsforstærkende grumhed. ”For at fokusere reducerer jeg. Det er mit filmsprog,” har Seidl udtalt.

Med den brede pensel former det en række knivskarpt uafrystelige scener, hvor en finkæmmet pinlighed blandet med (afsavnets) smerte er med til at give filmene en enestående ægthed, hvis budskaber har en markant eftersmag.

Det er ofte pinligt, grænsende til det uudholdelige. Og det er meningen, vær vis på det: Som dokumenter på tilværelsens fortiede og pinlige yderpunkter.

Det bliver, helt som ventet, krævende og mentalt udfordrende filmoplevelser, hvor Seidl bringer alle mulige og umulige uskønne facetter fra vores på mange måder håbløst uperfekte samfund i spil. Fuld af nerve, fuld af afmagt og håbløshed – men til dels distanceret af en underspillet skæv humor, der tilfører begivenhederne et knastørt knæk af elegance.


Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
25 26 27 28 29 30 31
april
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 1 2 3 4 5
maj
29 30 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31 1 2
juni
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9