Cinemateket i april

PROGRAM. April byder på Hitchcock Highlights, premiere-aktuelle Lynne Ramsay og CPH PIX - med en særlig serie om Carmelo Bene. Desuden kan du opleve Neil Young til Friday Late Night, Dansens Dag med prisoverrækkelse og Søren Ulrik Thomsen-speciel med City Slang Redux. Samt meget mere.

SERIER

Alfred Hitchcock – thrillere og melodramaer

Hitchcock leverede mesterværk på mesterværk op gennem 1940'erne og 50'erne. Han var forud for sin tid såvel på det tekniske som det fortællemæssige plan. Med 'Rebecca' og 'Berygtet' perfektionerede Hitchcock på en og samme tid melodramaet og thrilleren, mens 'I tvivlens skygge' og 'Farligt møde' er grumme studier i sociopati, som fremstår moderne og sofistikerede den dag i dag.

Serien (8 titler) vises hele april og fortsætter med Hitchcocks sene film i maj.

Japanske kultklassikere – fra Art Theatre Guild

For første gang herhjemme præsenterer Cinemateket en stribe kultklassikere fra Art Theatre Guild of Japan. ATG blev oprettet i 1961 som et udfoldelsesrum for instruktører, der ikke havde mulighed for at lave kunstneriske og politiske film inden for studiesystemet. Men efterhånden blev ATG også samlingssted for japansk kunst- og auteurfilm. Koncentration af talenter og gensidig inspiration resulterede i en unik eksplosion af energi frem til årene omkring 1990 – en energi, der også senere har præget japansk filmproduktion. Serien er støttet af Japan Foundation.

Serien (7 titler) vises 1.-14. april.

Lynne Ramsay – sorgens landskaber

I anledning af premieren på Lynne Ramsays længe ventede opus tre, 'Hvad med Kevin?', viser vi Ramsays to første spillefilm, 'Ratcatcher' og 'Undervejs' ('Morvern Callar'). Ramsay har en særegen evne til at indfange og formidle sine hovedkarakterers (drømmeagtige) sindstilstand. Utraditionelle fortællestrukturer og komplekse lydlandskaber farver den skotske instruktørs fortællinger om sorg, skyld og dødens eftervirkninger.

Serien vises 1.-22. april.

CPH PIX - Forbuds-Danmark, Carmelo Bene og meget mere …

Fra den 12. april indtager Københavns internationale filmfestival CPH PIX byen med film, foredrag og instruktørbesøg ad libitum. I Cinemateket er der hele 48 farverige festival-titler på plakaten, samlet under en række temaer: Bl.a. 'Forbuds-Danmark', der fokuserer på film, som af forskellige årsager har været censureret herhjemme, og 'Seriously Funny', der sætter jagten ind på den moderne komedie. Helt eksklusivt præsenterer Cinemateket og CPH PIX årets retro-stjerne, den glemte mesterinstruktør Carmelo Bene. Vi viser fem håndplukkede livtag med kunst- og kulturhistorien fra den geniale italienske outsider.

Serien (48 film) vises 12.-29. april. Torsdag den 12. april kl. 17.00 er der gratis foredrag med introduktion til Carmelo Bene i forbindelse med visningen af Benes debutfilm 'Our Lady of the Turks'.

Månedens Film – Bullhead

”En af de bedste film, jeg nogensinde har set,” har den amerikanske instruktør Michael Mann sagt om 'Bullhead', der var årets belgiske Oscar-kandidat. 'Bullhead' er en mørk, uafrystelig filmfortælling. Et uforudsigeligt dyk ned i et univers af hormoner, længsler – og kvæg. Mafia-thriller, intenst karakterstudie og foruroligende tragedie i ét hug. Månedens Film er arrangeret i samarbejde med CPH PIX.

Månedens film vises den 4.-14. april kl. 19.15.

SÆRARRANGEMENTER

Neil Young Journeys - Friday Late Night Special

I samarbejde med CPH PIX præsenterer Cinemateket en aften i selskab med den canadiske sværvægter Neil Young. 'Neil Young Journeys' er den sidste film i den Oscar-vindende instruktør Jonathan Demmes trilogi om Young. Fra forsædet af en vintage Ford Crown fortæller Young farverige anekdoter om sin ungdoms land, Ontario. Og i Massey Hall optræder legenden solo omgivet af en hær af guitarer. Der er happy hour-bar fra kl. 20.30 og fest i Asta Bar efter filmen.

Fredag den 13. april kl. 21.30.

Psych-Out! – Landis double-bill

Varulve vs. vampyrer! To film af den amerikanske instruktør John Landis, der aldrig har været bleg for at krydre uhyggen i sine skrækfilm med sort humor. I 'En amerikansk varulv i London' bliver en studerende fra New York angrebet af en ulv i Englands ødemarker. Snart efter er en varulv løs i hovedstaden, og blodet flyder. I aftenens anden film, 'Blod på tanden', fører en sexet vampyr med fransk accent en ensom, natlig tilværelse på rastløs jagt efter engangsknald og menneskeblod. Imellem de to film er der kolde øl for kolde kontanter og plader på rejsegrammofonen i Asta Bar.

Torsdag den 5. april kl. 19.30.

Færøske fantombilleder – mød kunstnerne

Cinemateket og CPH:DOX byder sammen på en aften med overjordisk smukke film fra Færøerne præsenteret af to visionære unge kunstnere. Færøernes barske, storslåede natur danner baggrund for Marianna Mørkøre og Rannvá Káradóttirs billeddigt i fem dele. De to filmskabere fortæller om deres værk i salen og præsenterer efterfølgende Sergei Paradjanovs film 'The Color of Pomegranates' (1969), der har været en kunstnerisk inspiration for deres arbejde. Paradjanov er blevet kaldt for filmkunstens Cézanne.

Fredag den 6. april kl. 18.30.

En verdensomsejling under havet - stumfilmskoncert

Da ’En verdensomsejling under havet’ havde premiere i 1916, vakte den stor opsigt og satte indtjeningsrekord. Årsagen var enkel: Den rummede nogle af de første levende undervandsbilleder – og så fik man en hajjagt og en kæmpeblækspruttes overfald på en perlefisker med i pakken! De stumme strimler ledsages af levende klavermusik.

Tirsdag den 10. april kl. 19.30.

City Slang Redux – Søren Ulrik Thomsen i lyd og billeder

Søren Ulrik Thomsens debutsamling 'City Slang' fra 1981 er en af firsernes mest signifikante digtudgivelser. I 1984 opførte maleren og musikeren – den tidligere Kliché-frontmand – Lars HUG to shows med sin første soloplade, bearbejdelsen af 'City Slang', på Svalegangen Teater i Århus. Optagelserne blev til et 27-minutter langt videoshow, vist på DR TV. Siden har ingen set noget til showet. I 2008 dukkede den gamle TV-master op og blev suppleret med klip og arkivmateriale fra 'City Slang'-tiden samt en restaureret lydside og interviews med de involverede i projektet. Således er det nu muligt at præsentere en 'City Slang Redux'. Som forfilm viser vi Jørgen Leths Søren Ulrik Thomsen-portræt 'Jeg er levende' (1999).

Lørdag den 14. april kl. 14.15.

Kvinden uden samvittighed – med intro af Bo Tao Michaëlis

Billy Wilders filmatisering af James M. Cains krimi-melodrama fra 1944 regnes af mange for en af de første skelsættende noir-film. Cain var så benovet over resultatet, at han skal have sagt, at filmatiseringen havde mere godt i sig end bogen. Kritiker, krimiekspert og forfatter Bo Tao Michaëlis introducerer filmen.

Søndag den 15. april kl. 14.00.

Den danske portrætfilm – mød Anne Wivel og Eva Mulvad

I anledning af Ib Bondebjergs nye bog 'Virkelighedsbilleder - den moderne danske dokumentarfilm', kan forfatteren opleves i samtale med instruktørerne Anne Wivel og Eva Mulvad. Debatten bliver efterfulgt af portrætfilmene 'Svend' (2011) og 'Vores lykkes fjender' (2006).

Torsdag den 19. april kl. 19.00.

Dansens Dag – prisoverrækkelse og ny rørende dokumentar

På Dansens Dag præsenterer Cinemateket i samarbejde med ScreenMoves, Dansens Dag og DR K de ti finalister i online-konkurrencen 60secondsdance.dk - en kortfilmkonkurrence, der handler om at skabe dansefilm på blot et minut. Ved arrangementet afsløres konkurrencens første- og andenpris, der vinder henholdsvis 1.500 og 500 euro. Temaet for årets film har været en tolkning af begrebet 'tid'. Et halvt hundrede innovative 60 sekunders fortællinger er indsendt fra hele verden. Vi afrunder eftermiddagen med 'Dancing Across Borders' – ny rørende dokumentarfilm om en cambodjansk danser, som får chancen for at udfolde sit talent på en amerikansk balletskole.

Søndag den 29. april kl. 16.30.

MEST FOR BØRN

Bio Min Bio i påskeferien

Tag de små og halvstore børn i hånden og besøg Bio Min Bio i påskeferien, der byder på tre film fra dansk børne- og ungdomsfilms guldalder i 1980-90'erne samt et par stykker med nyklassiker-status. Oplev bl.a. 'Busters verden', 'Drengene fra Sankt Petri' og 'Jungledyret'.

Serien vises 1.-8. april.

Bio Min Bio

I Bio Min Bio viser Cinemateket de gode, gamle familiefilm i spillefilmslængde. I april måned viser vi 'Winkys hest'.

Serien vises 15.-29. april.

Børnebiffen

Der er gratis adgang til alle film på hverdage. I weekenden, på helligdage og i ferier tilbydes Børnebiffen til en pris af 10 kr. I april måned viser vi nye og velkendte animationsfilm. Oplev bl.a. 'Cirkeline på ferie', 'Den lille ridder' og 'Det gule hus - superhelten Kevin'.

Serien vises 12.-26. april.

Tid: April måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412