Cinemateket i marts

PROGRAM. Marts byder på japanske arthouse-film 1962-85, Alfred Hitchcock og Ny Tyrkisk Film. Desuden kan du opleve Peter Aalbæk, Peter Schepelern og Thomas Thorhauge til fernisering og debat, Sonic Youth til Friday Late Night og onde børn i Psych Out-biffen. Samt meget mere.

SERIER

Japansk films frelsende engel - Art Theatre Guild

Art Theatre Guild of Japan (ATG) blev oprettet i 1961 og blev en tryg havn for japanske instruktører, der ikke længere havde mulighed for at lave deres kunstneriske og politiske film inden for studiesystemet. Men efterhånden blev ATG også samlingssted for japansk kunst- og auteurfilm. Denne koncentration af talenter og gensidig inspiration resulterede i en eksplosion af energi. Cinematekets publikum har hermed for første gang muligheden for at opleve en betydelig del af de ATG-film, som har haft en så afgørende rolle i den japanske filmhistorie. Den 9. marts kl. 18.30 introducerer filmhistorikeren Dick Stegewerns antikrigs-satiren 'Human Bullet'. Serien er støttet af Japan Foundation og fortsætter i april.

Serien (11 titler) vises hele marts.
Fredag den 9. marts kl. 18.30: 'Human Bullet' introduceret af Dick Stegewerns.

Alfred Hitchcock – de britiske år

Over de næste tre måneder præsenterer Cinemateket et omfattende tilbageblik på Hitchcocks samlede værk. Vi lægger for med seks pluk fra Hitchcocks formative år i den britiske filmindustri. Stumfilmen 'London-mysteriet' fra 1926 etablerede hans distinkte stil og foretrukne genre: Thrilleren. Se den med klaverakkompagnement den 20. marts kl. 19.15. I 1929 brød Hitchcock som en af de første britiske instruktører igennem den filmiske lydmur med 'Pengeafpresning'. Derudover viser vi fire af de væsentligste trædesten på instruktørens vej mod Hollywood: 'De 39 trin', 'Sabotage', 'Hemmelig agent' og 'En kvinde forsvinder'.

Serien (6 titler) vises hele marts.

CinemaTurca – ny tyrkisk film

Hvis nogen trænger til at blive forvisset om, at Tyrkiet rummer en mangfoldighed af eksistenser og ditto filmmagere, er her alle muligheder for at få syn for sagen. Festivalen CinemaTurca sætter fokus på den nyeste tyrkiske film, som mange nok forbinder med seriøse menneskedramaer, men som i de senere år ligeledes har bevæget sig ud i drama-dokumentar-, komedie- og fantasy-genrerne. Den 24. marts vil den internationalt anerkendte instruktør Yesim Ustaoglu introducere sin film 'Pandoras box' og efterfølgende besvare spørgsmål fra publikum. Filmen, om den 90-årige, demente Nusret, vandt hovedprisen ved San Sebastián International Film Festival. Festivalen er blevet til i samarbejde med Den Danske Filmskole, CPH:PIX, Turkish Film on Wheels, Tyrkiets Ambassade og avisen HABER.

Serien (11 titler) vises hele marts.
Lørdag den 24. marts kl. 19.00: 'Pandoras box' med besøg af Yesim Ustaoglu.

Johan Jacobsen - 100 år

Johan Jacobsen (1912-72) var både instruktør, producent, biografdirektør og meget mere. Han begyndte sin karriere som en vittig elegantier med sprudlende screwball-komedier, men udviklede sig til en alvorlig filmskaber, der var optaget af magtpersoners manipulation med de svage. Dette udvalg på seks film viser hele Jacobsens formåen. Der er foredrag inden filmene 'Otte akkorder' den 7. marts, ved Morten Piil, og 'Mine kære koner' den 14. marts (dagen, hvor Johan Jacobsen ville være fyldt 100 år) ved Jacobsen-forsker Brian Petersen.

Serien (6 titler) vises hele marts.
Onsdag den 7. marts kl. 21.00 vises 'Otte akkorder' med introduktion af Morten Piil.
Onsdag den 14. marts kl. 19.00 vises 'Mine kære koner' med introduktion af Brian Petersen.

Janina Lapinskaite – litauiske outsidere

Kendetegnende for nyere litauiske dokumentarfilm er, at de benytter sig af et filmsprog, som bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentarisme. Det gælder i høj grad også for landets mest fremtrædende instruktør (og skuespiller) Janina Lapinskaite (f. 1953), der besøger Cinemateket 22.–24. marts og introducerer fire af sine film. I Lapinskaites univers er hovedpersonerne ofte særlinge eller outsidere – som de tre voksne dværge i hendes mest kendte film 'From the Life of Elves'.

Serien (4 titler) vises 22.-24. marts.

Månedens film: Guilty

Vincent Garenqs intense og elementært spændende dokudrama følger Alain Marécaux under den berygtede Affaire d'Outreau, der betragtes som en af de største skandaler i fransk retshistorie. I 2011 blev Alain Marécaux arresteret sammen med sin kone og anklaget for at være en del af en større pædofili-organisation i Nordfrankrig og Belgien. For Marécaux bliver det en lang kamp for at bevare forstanden og ikke mindst rense sit navn.

Månedens film vises den 8.-18. marts kl. 19.15.

Månedens dokumentar: Darwin

Små humoristiske hverdagshistorier om naboskærmydsler og tørkeproblemer veksler med tragiske og bevægende beretninger om liv og død. Darwin i Death Valley, Californien, var tidligere et blomstrende minesamfund, men er nu en støvet spøgelsesby med kun 35 indbyggere. De udgør en blanding af kunstnere, pseudohippier, intellektuelle og anarkister, hvoraf mange er ankommet til ørkenbyen med en bagage af familietragedier og fængselsdomme.

Månedens dokumentar vises den 22.-28. marts kl. 19.15.

SÆRARRANGEMENTER

Mød Thomas Thorhauge, Peter Schepelern og Peter Aalbæk

I forbindelse med udgivelsen af Politiken-tegner Thomas Thorhauges nye bog 'Det sidste ord' byder Cinemateket den 1. marts på debat, film og fernisering. Peter Schepelern introducerer en samtale mellem Thorhauge og Aalbæk, der sætter fokus på filmbranchen. Herefter vises dokumentarfilmen 'The Kid Stays in the Picture', om den legendariske stjerneproducer Robert Evans, inden Asta Bar præsenterer billeder fra 'Det sidste ord', flankeret af vin og snacks. Thorhauges miniaturefortællinger, med citater fra filmens store stjerner, er kendt fra Politiken. Det er disse tegninger, der nu udkommer i bogform som en hyldest til filmens store personligheder.

Torsdag den 1. marts kl. 17.00.

Kvindekamp: Madame Curie – introduceret af Jytte Hilden

'Madame Curie' bliver i Cinemateket og på Kvindernes internationale kampdag introduceret af tidligere kulturminister Jytte Hilden. Mervyn LeRoys romantiske drama, der i 1943 modtog syv Oscar-nomineringer, følger den unge, smukke, polske emigrant Maria Sklodowska (Greer Carson), som i 1891 begynder at studere matematik og fysik på Sorbonne. Hun bliver senere gift med videnskabsmanden Pierre Curie. Sammen opdager ægteparret grundstofferne polonium og radium og modtager i 1903 nobelprisen i fysik.

Torsdag den 8. marts kl. 19.00.

Germaine Dulac - stumfilmkoncert med SPEkTR

Germaine Dulac (1882-1942) var feminist, socialist og filmpioner i den franske avantgarde i 20’erne og 30’erne. Vi præsenterer hendes tre korte ’abstrakte’ film fra 1929 samt hovedværket 'Præsten og konkylien', hvor hun bevæger sig mod surrealismens fokus på drømmen. Det danske band SPEkTR leverer live-musik til de stumme strimler.

Lørdag den 10. marts kl. 19.00.

Danish on a Sunday – danske filmhits med engelske undertekster

Cinemateket prøver at efterkomme stor efterspørgsel fra udlændinge i Danmark, der gerne vil se danske film med engelske undertekster. Under overskriften 'Danish on a Sunday' viser vi den 2. og 4. søndag i hver måned en ny eller ældre dansk filmperle. Og ’Danish’ har dobbelt betydning – inden hver film byder Restaurant SULT på en kaffe med wienerbrød til blot 40 kr.

Søndag den 11. marts kl. 14.00: Drømmen (We shall overcome).
Søndag den 25. marts kl. 14.15: En forårsdag i helvede (A Sunday in hell).

Soirée filles: Another Happy Day – med tapas og cocktails

Torsdag den 15. marts blænder vi op for en eksklusiv pigeaften. Vi viser det kulsorte komediedrama 'Another Happy Day' med bl.a. Ellen Barkin, Demi Moore og Kate Bosworth på rollelisten. Kl. 17.00 er der en særlig tapas-menu og en cocktail blandet over filmens tema i Asta Bar, og kl. 18.00 starter filmen. Samlet pris: 200 kr.

Torsdag den 15. marts kl. 17.00.

Tysk filmaften: Yella – med intro af manuskriptforfatter Steen Bille

Yella (Nina Hoss) vil væk fra den østtyske provins og et kuldsejlet ægteskab med en voldelig ægtemand. Hun finder en ny fremtid i vesten, hvor hun stortrives i risikokapitalens verden sammen med den charmerende og selvsikre forretningsmand Philipp. Nina Hoss vandt en Sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin i 2007 for sin overbevisende præstation. Filmen bliver introduceret af den faste vært for Tysk Filmaften, filmkonsulent og manuskriptforfatter Steen Bille.

Torsdag den 15. kl. 19.15.

Psych-Out! – Onde børn: The Brood + Who Can Kill a Child?

Denne måneds double horror-feature er dedikeret til uhyggelige børn. Vi begynder med den spanske 'Who Can Kill a Child?' som vises i en supersjælden, uklippet udgave. Da en gruppe engelske turister lejer en båd for at besøge en mystisk, afsides ø, viser det sig, at alle voksne er sporløst forsvundet – myrdet af deres egne poder i en uforklarlig, overnaturlig blodrus! Aftenen fortsætter med David Cronenbergs 'The Brood', hvor et eksperiment hos en tvivlsom læge kaster en dysfunktionel kernefamilie ud i et sandt mareridt af grusomme drab, begået af dværge i flyverdragter! Imellem filmene er der snurrende vinyl på grammofonen og kolde øl for kolde kontanter.

Torsdag den 15. marts kl. 20.30.

Fernisering: The Timeline Project – med efterfølgende film

Der er fernisering på udstillingen 'The Timeline Project' den 17. marts kl. 18.00 i Asta Bar, og i tilknytning hertil præsenterer Cinemateket kl. 19.00  Hirokazu Kore-edas mesterværk ’Mellem liv og død’, der behandler nogle af de samme temaer som udstillingen. Via livshistoriske spørgsmål og fotoportrætter indkredser 'The Timeline Project' hvordan vi opfatter livet, forandringer i livet og forandringer i menneskers kollektive liv. Udstillingen fortsætter indtil den 30. marts.

Lørdag den 17. marts kl. 18.00.

Theodor Christensen og Cuba: Film, foredrag og paneldebat

Kom tættere på dokumentaristen Theodor Christensens liv og se hans sjældne cubanske film 'Ella' (1964) - et indfølt kollektivportræt af de cubanske kvinder. Oplægsholderne er filmforsker Palle Bøgelund Petterson, som vil fortælle om de mindre kendte sider af Christensens liv og virke. Herefter vil instruktørens søn, Søren Kai Christensen, berette om sit forhold til sin far og tage publikum på en rejse i farens fodspor til Cuba i 1970’erne. Endelig vil filminstruktør Steen Dalin redegøre for Theodors Christensens betydning for cubansk film og præsentere klip fra en film om Christensen på Cuba.

Søndag den 18. marts kl. 16.30.

Den danske portrætfilm – mød Ib Bondebjerg, Jytte Rex og Anders Østergaard

I anledning af Ib Bondebjergs nye bog 'Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentar-film', kan du opleve Ib Bondebjerg i samtale med instruktørerne Jytte Rex og Anders Østergaard, som har instrueret film om henholdsvis forfatteren Inger Christensen og musikeren Jan Johansson. Debatten vil blive efterfulgt af Rex og Østergaards portrætfilm, 'Inger Christensen – Cikaderne findes' og 'Troldkarlen'.

Torsdag den 29. marts kl. 19.00.

Friday Late Night – Sonic Youth: 1991 – The Year Punk Broke

Støjrockgruppen Sonic Youth er en institution i moderne amerikansk musikhistorie. David Markeys dokumentarfilm om gruppens Europa-turné i 1991 formidler fornemt den energi og begejstring, der herskede i rockmiljøet på kanten af grunge-eksplosionen. Sonic Youth er i fokus filmen igennem, men den indeholder ligeledes en række unikke og uforglemmelige optagelser af beslægtede bands som Dinosaur Jr., Babes in Toyland og ikke mindst Nirvana. Der er happy hour-forbar fra kl. 20.30 med liflige tunes fra pladespilleren.

Fredag den 30. marts kl. 22.00.

MEST FOR BØRN

Bio Min Bio

I Bio Min Bio viser vi de gode, gamle familiefilm i spillefilmslængde og de film, som børnene selv kender og elsker at se - og gense! I marts måned viser vi 'Carsten og Gittes filmballade'. De to dukker Carsten og Gitte er centrale hovedpersoner i denne danske småbørnsfilm, der består af i alt seks animationsfilm.

Søndag den 11. og søndag den 25. kl. 12.30.

Børnebiffen

Marts måned byder på fine filmperler. De mindste kan glæde sig til 'Det gule hus' og 'Alfons Åberg'. Forde lidt større børn viser vi 'Ismesteren', som er et rigtigt eventyr. Der er gratis adgang til alle film på hverdage. I weekenden, på helligdage og i ferier tilbydes Børnebiffen til en pris af blot 10 kr.

Serien vises i hele marts.

Tid: Marts måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412