Cinemateket i november-december

NYT PROGRAM. Der er knas for alle ganer i alle aldre i filmkurven i november-december: Disney-kavalkade, Technicolor-perler, mesterværker af Sergej Eisenstein, besøg af Sensory Ethnography Lab – plus 10 andre serier, tre festivaler og en stribe særarrangementer. Kom blandt andet til en syv timer lang Tolstoj-aften med ’Krig og fred’. Hør om Max Rée, dansk stjernedesigner i Hollywood i 1920’erne. Find din indre John Travolta, og syng med på alle dine yndlingssange fra ’Grease’ – eller syng julen ind med Lille Per fra ’Far til fire'...

Serier og festivaler

Disney-kavalkade - fra alle os til alle jer

Lige siden Walt Disney i 1937 tog publikum med storm med sin banebrydende farvefilm i spillefilmslængde ‘Snehvide og de syv dværge’, har vi elsket Disney-studiernes kulørte univers beboet af eventyrfigurer og dyr fulde af genkendelige karaktertræk, våde snuder og store øjne. Således har Bambi, Simba, Lady og Vagabonden, den lille havfrue Ariel, dyrene fra ’Junglebogen’ og alle de andre klassiske skikkelser fra det omfattende katalog i snart 80 år budt på frugtbar underholdning for børn i alle aldre. Mød dem alle i julemåneden.
Disney-kavalkade (12 film) 22. november-30. december.

Sergej Eisenstein – en panser krydser sit spor

Sergej Eisenstein var en billedmager af Guds nåde. Eller måske rettere en billedbetvinger. Med sine spillefilm åbnede han et hidtil uudnyttet potentiale i klipningen og udviklede et filmsprog, der talte til publikums bevidsthed på en måde, der afveg fra den klassisk emotionelle. Vi hylder den sovjetiske stumfilmmester og viser bl.a. 'Strejke', Panserkrydseren Potemkin' og 'Oktober'. Flere af visningerne er med levende eller nykomponeret musik.
Sergej Eisenstein – en panser krydser sit spor (6 film og events) 13. november-28. december

Max Rée – genopdaget stjernedesigner

Max Rée (1889-1953) var her, der og alle vegne i 1920’erne og indtil han trak sig tilbage fra Hollywood med den første danske Oscar i næven i 1932. Alligevel kender mange ham ikke – eller kun af navn. I anledning af Filmmuseet 75-års jubilæum sætter vi nu fornyet fokus på ham. Vi får bl.a. besøg Copenhagen Fashion Film og scenograf Rasmus Thjellesen, som sætter Rée i relief.
Max Rée – genopdaget stjernedesigner (3 film og events) 11. november-18. december.

Filmmuseet 75 år – udstilling, foredrag og artikler

Vi fejrer 75-året for oprettelsen af Det Danske Filmmuseum med bl.a. fødselsdags-rundvisning i Filmarkivet, foredrag om Paul Fejos og Max Reé-udstilling.
Filmmuseet 75 år – udstilling, foredrag og artikler (3 arrangementer) 11.-13. november.

Technicolor – farverige visioner fra Hollywoods guldalder

Oplev en række farverige Technicolor -klassikere i deres rette elemet på det hvide lærred – på original 35 mm film eller i digitalt restaurerede versioner. Serien bygger på klassiker-programmet ’Glorious Technicolor’, som blev vist på Berlin-festivalen i 2015 og indeholder blandt andet ’Singin’ in the Rain’, ’Troldmanden fra Oz’ og ’Borte med blæsten’.
Technicolor – farverige visioner fra Hollywoods guldalder (7 film) 10. november-29. december.

Kina på farten – Sensory Ethnography Lab besøger Cinemateket

Nogle af tidens mest spændende eksperimenter i krydsfeltet mellem kunst og videnskab foregår med base på Harvard University, hvor det såkaldte Sensory Ethnography Lab har deres hjørnekontor. Det består af film- og lydkunstnere, der laver antropologisk feltarbejde, men med en veludviklet sans for både metode, teori og kunstnerisk udtryk – mest kendt er måske nattefiskeri-skildringen ’Leviathan’ (2012). Programmet præsenteres i samarbejde med CPH:DOX og har besøg af forsker/instruktør J.P. Sniadecki.
Kina på farten – Sensory Ethnography Lab besøger Cinemateket (6 film og events) 2.-30. december.

Flere serier og festivaler i Cinemateket i november-december

CPH PIX og BUSTER – Danmarks største spillefilmfestival. 14 dage med filmoplevelser for publikum i alle aldre (27. oktober-9. november). Indie-horror siden 1968 (17. november–30. december). Terence Davies – erindringens evige genkomst (7. november-26. december). Himlen over Berlin (11.-30.december). Trappefilm (11. november-29. december). East by Southeast – nye film fra Central- og Østeuropa (10.-24. november). Bernard Shakey – Neil Young bag kameraet (30. oktober-9. november). Kirk Douglas 100 år – slaven, der ikke vil dø (7.-28. december). Danish on a Sunday – Danish hits – English subtitles (13. november-18. december).

Udvalgte særarrangementer

Krig og fred – syv timers Tolstoj med introduktion, borsjtj, kaffe og kage

Alle Tolstoj-elskere bør sætte kryds ved søndag den 20. november, hvor man kan høre forfatteren, oversætteren og journalisten Marie Tetzlaff fortælle om Lev Tolstoj som optakt til mastodontværket ’Krig og fred’ fra 1967.
20. november kl. 13.00.

Italiensk filmsalon – ’Mine aftener i paradis’ med Studieskolen

Få opvarmet sprogcentret i hjernen, når Cinemateket og Studieskolen byder på matiné med skøn italiensk film, kaffe, sandwich – og et passioneret foredrag på italiensk for de let øvede. ’Mine aftener i Paradis’ charmede sig i sin tid til både Juryens Store Pris i Cannes og en Oscar for bedste fremmedsprogede film - og har fortsat en varm plads i hjertet hos filmelskere verden over.
18. november kl. 10.30.  

Grease-aften – burger-bar og sing-along
Så er det frem med pomadedåsen, læderjakken og den frække rockabilly-sommerkjole, når vi onsdag den 30. november byder indenfor til en særlig visning af sing-along-udgaven af ’Grease’ med burger-buffet og isdessert i Resturant SULT.
30. november kl. 19.00. Flere visninger under planlægning.

Elvis-aften – ’Love Me Tender’ fylder 60 år

Vi fejrer 60-året for The Kings ankomst til Hollywood med en visning af værket, der som den eneste Elvis-film ikke har ikonet i den altdominerende hovedrolle. Det var til gengæld filmens hit som lagde navn til – og fik folk til at strømme til billetlugerne. 
15. november kl. 19.30.

Jean Vigo og 1930’ernes Frankrig – temaaften med to film og foredrag

Jean Vigo var en af Frankrigs mest betydningsfulde instruktører, hvis aftryk ses igennem store dele af filmhistorien - fra François Truffaut til Leos Carax. Vi viser Vigos to hovedværker 'Nul i opførsel' og 'Flodbåden L'Atalante' med dertilhørende foredrag om instruktøren og 1930’ernes Frankrig.
29. november kl. 20.00.

Søndagsmatiné – helt tæt på Beethoven

I ’Concerto – A Beethoven Journey’ kan du tage med den norske pianist Leif Ove Andsnes på en rejse ind i Beethovens musik, og høre ham fortælle hvorfor den tyske komponist er den ubetinget væsentligste. En must see-film for pianister og alle andre, der interesserer sig for klassisk musik.
13. november kl. 16.45.

Moussa Diallo-aften – film og koncert
Helle Toft Jensen introducerer onsdag den 9. november sin nye musikdokumentar ’Moussa Diallo – manden og musikken’, og efter filmen spiller Diallo med band i Asta Bar. I filmen følger vi Moussa Diallo, fra han som ung kom fra Mali til Danmark, blev bassist i Stig Møller Band og Savage Rose og var med til at starte Sneakers og Marquis de Sade. I livet søger Moussa tilbage til Mali og sin politiker-far Demba Diallo, der betragtes som hele Malis fader, men nægter at anerkende sin søn, som ’kun’ er blevet musiker.
9. november kl. 19.00.

Flere særarrangementer i november-december

Skide godt, Egon – Olsen-banden pladereception + film (8. december). Film, tapas & cocktails (17. november + 12. december). Filmuniversitetet - Kieslowskis ’Blå’ i ny kopi (26. november). Raging Bull – tidskriftslaunch med film, quiz og foredrag om filmlyd (8. december). Mellem Isis og Kurdistan – Bernard-Henri Lévy-film Cinemateket (6. december). Ølsmagning og ’Rosens navn’ (23. november). New Danish Screen præsenterer ’Sort hvid dreng’ (17. november). ’Democracy’ – højspændt politiker-drama (18. november). ’Stille lys’ – film og foredrag om tradition, tro og afmagt (19. november). Aestetik – ny dokumentar giver ordet til Nordens kreatører (17. november). Psych-Out! – film fra undergrunden: Mario Bava-double + over-the-top 80’s smeltende mand-film (10. november + 15. december). Friday Late Night – musikfilm: Nye danske musikvideoer + Kurt Cobain (4. november + 30. december). 

Månedens Film og Månedens Dokumentar 

Månedens Dokumentar i november – ’Ukranian Sherifs’

Mød de to ukrainske ordenshåndhævere Viktor og Volodya i Roman Bondarchuks tragikomiske og hjertevarme dokumentarfilm, der vandt juryens specialpris ved Amsterdam Film Festival. Der er pressevisning fredag den 4. november kl. 12.15.
11.-17. november.

Månedens Film i december – ’Fanny og Alexander’

Vi præsenterer Ingmar Bergmans magnum opus og firedobbelte Oscarvinder i ny kopi perioden 1.-6. december og igen på udvalgte dage op til samt mellem jul og nytår. Der er pressevisning fredag den 25. november kl. 12.15.
1.-6. + 21.-27. december.

Børne- og familiefilm

Disney-kavalkade - fra alle os til alle jer

Bambi, Simba, Lady og Vagabonden, den lille havfrue Ariel og dyrene fra ’Junglebogen’ er blot nogle af de elskværdige figurer, som kan opleves på det store lærred i julemåneden.
30. november – 30. december.

Familiejul med Lille Per

Invitér hele familien i biografen og se sammen den danske juleklassiker ’Far til fire i byen – til julebal i nisseland’ og syng med på den kendte julemelodi af Sven Gyldmark og Victor Skaarup. Der er små sjove forfilm som opvarmning – og klejner og julehygge i Asta Bar efter filmen.
3. december kl. 14.15.  

Børnebiffen – for de mindste

’Hvor ligger juleland’, ’Ernst på skøjter’ og andre sjove, lærerige film i overskuelige programmer.
Børnebiffen (6 varierende kortfilmprogrammer) vises hver weekend og på udvalgte hverdage i hele november-december.

Læs mere om Cinemateket i november-december på cinemateket.dk.

Tid: november-december 2016 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og tlf. 3374 3412.