Cinemateket i oktober

PROGRAM. Oktober måned i Cinemateket byder på kanoniserede roadmovies med elskelige anti-helte en masse, 13 nye film fra Øst- og Mellemeuropa, smukke stumfilmsklassikere og debat-katalyserende dokumentarfilm om livet som kvinde i Mellemøsten – og som kunstner i et censur-underlagt Myanmar ...

Serier

Roadmovies – desperate driftere og vilde hjerter
I anledning af premieren på ’On the Road’ har Cinemateket i samarbejde med forfatter og beat-ekspert Lars Movin udvalgt ti af alle tiders allerbedste amerikanske roadmovies – fra 40’erne og frem til i dag. Film, hvis ’helte’ tager turen ud i det store landskab i jagten på uafhængighed – og i forsøget på at finde sig selv. ”Vi var i gang med tidens eneste ædle funktion, at flytte sig,” lyder en passage i Jack Kerouacs ’On the Road’ (1957). At flytte sig. Bevæge sig ud gennem de åbne landskaber. Ud i friheden. At finde hen til et sted, hvor man kan realisere sit sande potentiale – måske er det den drøm, der blev givet i arv fra 50’ernes beat-generation til de følgende årtiers roadmovies. Se blandt andet ’De lever om natten’, ’Gun Crazy’ ’True Stories’, ’Badlands’, ’Vilde hjerter’ – og flotte, restaurerede kopier af ’Easy Rider’ og ’Five Easy Pieces’ (læs mere nedenfor). 

Serien (10 film) vises hele oktober

East by Southeast – nye film fra Øst- og Mellemeuropa
Mange danskere besøger fjerne, eksotiske lande som Thailand, Vietnam og Mexico, men ved samtidig meget lidt om dagliglivet i Letland, Polen eller Rumænien. Med festivalen ’East by Southeast’ får det danske publikum mulighed for at stifte bekendtskab med vores europæiske ’nabolandes’ tanker, myter og historier - og med deres kultur og film, ikke mindst. Festivalen åbner den 3. oktober med det polske drama ’Courage’ under tilstedeværelse af filmens instruktør Greg Zglinski. Vi præsenterer 12 nye fiktions- og dokumentarfilm fra Øst- og Mellemeuropa, lige fra det gribende drama ’Black Thursday’ – om opstanden i Gdynia i 1970 – til dokumentarfilmen ’The Boy Who Was a King’, der følger den karismatiske bulgarske kong Simeon, da han i 2001 vender tilbage til sit hjemland.

Serien (13 film) vises hele oktober

Kvindeliv og krigens konsekvenser i Mellemøsten
MultiCool Nord, Salaam Filmfestival og Cinemateket stiller skarpt på kvindeliv i Mellemøsten med en række film, der præsenterer vidt forskellige aspekter af livet som kvinde: Bl.a. ’The Light in her Eyes’, om den karismatiske, muslimske forkynder Houda Al-Habash, den morsomme fortælling ’The Source’ om landsbykvinders sexstrejke, og fire korte, palæstinensiske dokumentarfilm. Mød Sara Azmeh Rasmussen, en markant norsk-syrisk aktivist, der bl.a. har afbrændt en burka, samt unge kvindelige palæstinensiske instruktører. Mød også den kontroversielle libaneser Joumana Haddad, der bl.a. har skrevet bogen ’Jeg dræbte Sheherezade’, hvori hun udfordrer den arabiske verdens dominerende forestillinger om kvindelig identitet ved at skrive åbent og saftigt om bl.a. sex og kvindeundertrykkelse i erotiske digte.

Serien (4 spillefilm + kortfilm) vises fra tirsdag den 2. oktober til lørdag den 20. oktober.

Still Moving – klassikere i kontekst
Et vigtigt formål for et cinematek er at holde filmhistorien levende og ikke betragte den som en fast størrelse, men som en historie, der hele tiden må genopdages, udvides og omskrives. Fra denne måned og to år frem præsenterer vi således under overskriften ’Still Moving – klassikere i kontekst’ 24 film, der bliver introduceret og sat ind i sammenhæng af danske filmhistorikere. I oktober er klassikerne Sjöströms ’Körkarlen’ (1920), som selveste Ingmar Bergman anså for en af sine absolut største filmoplevelser, og D.W. Griffiths storværk ’Intolerance’ (1916). Den nye serie får premiere den 3. oktober kl. 18.30, og fejres med et underholdende éntimes filmhistorisk raid med filmklip af lektor Peter Schepelern, der blandt andet er redaktør af Gyldendals store Filmleksikon.

’Intolerance’, lørdag den 6. oktober kl. 16.00 og ’Körkarlen’ lørdag den 27. oktober kl. 16.00

Frihedsfilm fra Myanmar – film, ministerbesøg og debat 27.-28. oktober
Udviklingsminister Christian Friis Bach og tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft er blandt de mange gæster, der over to dage vil diskutere Myanmar – af mange bedre kendt som Burma – hvor rammer og regler i disse måneder ændres på hvad der føles som et øjeblik. ’Frihedsfilm fra Myanmar’ bringer over to dage historier, glimt og sort humor fra et land, hvor frygt og tavshed har hersket, men hvor man i år for første gang i 50 år har kunnet vise film, der ikke var censureret. Er drømmen om et frit Myanmar et fatamorgana, en kliché – eller virkelighed? Mød nogle af de filmmagere og kunstnere fra Myanmar, som har betalt med deres frihed og hvis kreativitet har overvundet censur på forunderlig vis.

Åbningsdebat med Mogens Lykketoft, Law Eh Soe m.fl. lørdag den 27. oktober kl. 15.30.

’Easy Rider’ og ’Five Easy Pieces’ – mød bevaringseksperten Grover Crisp
Med Jack Nicholson og New Hollywood som fællesnævner og besøg af en af Amerikas mest respekterede filmbevarings- og digitaliseringseksperter, Sony Pictures’ Grover Crisp, præsenterer vi to restaurerede tidsbilleder fra årene omkring 1970: Roadmovie-klassikeren ’Easy Rider’ og den herhjemme sjældent viste New Wave-perle ’Five Easy Pieces’.

’Easy Rider’, tirsdag den 23. oktober kl. 19.15 og ’Five Easy Pieces’ onsdag den 24. oktober kl. 19.15.

Buster-vindere i efterårsferien – tre børnefilm i verdensklasse
I efterårsferien viser vi nogle af verdens bedste børnefilm – der også sagtens kan nydes af et mere modent publikum. Filmene er spritnye og netop prisbelønnet ved BUSTER-festivalen: ’Drengen fra bjerget’, vikinge-actionfilmen ’Wickie og gudernes skat’ og tegnefilmen ’Ernest & Celestine’.

Serien (3 film) vises fra den 13.-20. oktober.

Kulturnatten i Filmhuset – et overflødighedshorn af sjove aktiviteter
Filmhuset præsenterer igen i år et overdådigt Kulturnat-program fredag den 12. oktober: Bliv sminket som monster eller en filmstjerne, besøg Filmværkstedet, mød Jørgen Leth, hør foredrag om ’Mad Men’, deltag i interaktiv tv-serie-quiz (medbring smartphone!), bland dig i debatten om ’sex på film’, se kostumeopvisning af studerende fra Håndsarbejdets Fremme. Restaurant SULT griller foran Filmhuset om aftenen, og indenfor i restauranten vil der være lækker buffet kl. 18-22. Arrangementerne i Filmhuset er forbeholdt gæster med Kulturpas.

Fredag den 12. oktober kl. 17.45-23.00.

MIX Copenhagen – 19.-28. oktober
Den årlige københavnske LesbianGayBiTrans filmfestival byder både på spritnye kortfilm, klassikere og ukendte perler. Cinemateket viser seks kortfilmsprogrammer og markerer bl.a. tilhørsforholdet til den verdensomspændende MIX-familie med et eksklusivt program kurateret af pioner-festivalen MIX NYC. Ydermere har vi, traditionen tro, nøje udvalgt en række epokegørende spille- og dokumentarfilm af ældre dato som på forskellig vis omhandler køn og seksualitet. Se bl.a. queer-kongen Jack Smiths forførende mesterværk ’Flaming Creatures’ (1963) og nyligt afdøde Tony Scotts debutfilm, ’The Hunger’, hvor Catherine Deneuve og Susan Sarandon skaber lesbisk filmhistorie.

Serien (8 film, 44 kortfilm) vises 19.-28. oktober. 

Månedens Film og Månedens Dokumentar – to særegne, men lige syrede oplevelser
Oplev fire spektakulære steder i verden, spejlet i fire steder på den nøjagtig modsatte side af planeten i Månedens Dokumentar ’Vivan las antipodas!’ – og nyd den skønhed og ro, der statistisk stadig fylder mest på Jorden. ’Natural Selection’ –’Månedens Film – er en skøn, skør satire om ægteskab og moral i det religiøse Texas. Vinder af flere festivalpriser, bl.a. SXSW.´

Månedens film ’Natural Selection’ vises 18.-28. oktober.

Månedens dokumentar ’Vivan las Antipodas’ vises 4.-10. oktober.

Børnebiffen – film for de helt små
Der er gratis adgang til alle film på hverdage. I weekenden, på helligdage og i ferier tilbydes Børnebiffen til en pris af blot 10 kr. Børnebiffen er et gratis tilbud til daginstitutioner. Se bl.a. ’Agerndrengen’,’Pipungerne – prinsessen og vagten’, ’Min Min’ m.m..

Torsdag den 4. oktober til søndag den 28. oktober 

Bio 12:30 - til dig, som har tid midt på dagen
Den britiske instruktør Mike Leigh er anerkendt som en af verdens bedste personinstruktører. I denne måneds Bio 12:30-program kan du opleve britisk film- og skuespilskunst når det er allerstærkest. Filmene vises hver torsdag og fredag. Efterfølgende kaffe og kage i Asta Bar er som altid inkluderet i prisen.

Serien (4 film) vises fra torsdag den 4. oktober til fredag den 26. oktober.   

Særarrangementer

Film og debat: ’Freakonomics’ – verden ifølge talknuseren Levitt
’Super Size Me’-instruktøren Morgan Spurlock er blot én af flere filmfolk, der har ladet sig inspirere af den amerikanske økonom Steven Levitt: en ranglet professor af yngre årgang, som er flasket op med integral-regning, økonomisk teori og excel-trolddom, men som i filmen ’Freakonomics’ – baseret på sin bestseller-fagbog af samme navn fra 2008 – kaster spændende nyt lys over emner som sumo-brydere, afro-navne, New York-kriminalitet og skolekarakterer! Den kollektivt instruerede film introduceres af forfatter Jørgen I. Jensen.

Torsdag den 11. oktober kl.19.15.

Hollywood-kortfilm – store navne i små formater
Filmtitlerne er måske ukendte, men skuespillernavnene er ikke til at tage fejl af, når vi viser et program med syv nyere amerikanske kortfilm: Colin Firth, Keira Knightley, Lily Tomlin, Julia Stiles, Kenneth Branagh og Dame Judi Dench m.fl. Alle filmene er med engelsk tale.

’Stars in Shorts’ lørdag den 6. oktober kl. 16.30 og onsdag den 17. oktober kl.19.15.

Funny Bones: ’Zombieland’ – befriende uhøjtidelig komedie
Få film har ramt zombie-fænomenets komiske potentiale på kornet som Ruben Fleischers veloplagte og befriende uhøjtidelige ’Zombieland’ fra 2009. Filmen er båret af kvik dialog og rap afvikling og er fuld af snedige popkulturelle referencer. Filmens store clou er og bliver dog Bill Murray, der dukker op i en ubetalelig cameo.

Tirsdag den 16. oktober kl. 19.15.

Soirée Filles på spansk – pigeaften med cocktails, tapas og ’Volver’
I samarbejde med modebloggen Anywho og Restaurant SULT inviterer Cinemateket til en eksklusiv aften skabt til venindepleje. Drej om på hælen, giv oktober-vejret den kolde skulder og send tankerne på flugt til det varmblodige Spanien, når vi viser Pedro Almodóvars kvindelistige hyldest til det stærke køn, ’Volver’. Inden filmen serveres en særlig tapas-menu i selskab med en cocktail. Selve filmen starter kl. 18:00.

Torsdag den 18. oktober kl. 17.00.

I troldmandens værksted – master class med ’Matrix’-animator
Sunit Parekh-Gaihede har lavet visual effects til film som ’Matrix:Reloaded, ’Hellboy’ og ’Blade Trinity’. Hans nyeste projekt er ’Machine’ - en 21 minutter lang kortfilm, der forener miniaturemodeller, live action-optagelser og computerskabte figurer. Få tricks fra eksperten og se masser af klip når Sunit viser eksempler på sin moderne magi (foregår på engelsk).

Onsdag den 31. oktober kl. 19.00.

Trafficking anno 2012 – film og debat om menneskehandel
På EU's anti-trafficking-dag d. 18. oktober sætter Cinemateket, Reden International og KFUKs Sociale Arbejde fokus på ofrene for menneskehandel og de menneskelige konsekvenser, tvungen prostitution har. Vi viser Mimi Chakarovas barske dokumentarfilm ’The Price of Sex’, der bygger på syv års undersøgende journalistik i ni forskellige lande. Det er en historie om moderne slaveri fortalt af ofrene selv, men også nogle mændene i kullissen – intimt og afslørende. Filmfremvisningen vil blive efterfulgt af et debatarrangement, hvor vi har inviteret en række fremtrædende politikere til at debattere den danske indsats på området.

Torsdag den 18. oktober kl. 16.30.

SønDok om Iran – en dirigents drøm
I denne måned byder SønDok på en unik fortælling fra det moderne Iran: ’Gozaran – Time Passing’. Efter mange år i eksil får den persiske dirigent Nader Mashayekhi mulighed for at realisere sin store drøm om at opsætte moderne klassisk musik i hjemlandet. Han bliver inviteret til at være chefdirigent for Teherans Symfoniorkester, og møder her en gruppe musikere, der er frustrerede over landets strenge censur. Mashayekhi bruger musikken til at åbne nye horisonter hos musikerne og til at opbygge et håb og en tro på fremtiden. Instruktør Frank Scheffer vil efter visningen snakke om filmen via en live videoforbindelse.

Søndag den 21. oktober kl. 14.15.

Filmværkstedet præsenterer – Workshop Festival
Kom med til premiere på nogle af Filmværkstedets nyeste film, hvor der med garanti vil være noget for en hver smag! Workshop Festival er en enestående mulighed for at se, hvad dansk films unge talenter har at byde på. Gennem tiden har mange instruktører slået deres rødder på Filmværkstedet bl.a. Christina Rosendahl, Mikkel Munck-Fals og biografaktuelle Kasper Munk. Der vil være filmvisninger i Bio Carl hele dagen, og om aftenen vil der være åbent i Asta Bar, så der er mulighed for at drikke en øl og snakke om filmene.

Fredag d. 5. oktober fra kl. 14.30 til 23.00. 

Friday Soul Night: The Blues Brothers vs. Otis Redding
’The Blues Brothers’ om den prøveløsladte straffefange Jake (John Belushi) og hans bror Elwood (Dan Aykroyd), der er på ”en mission fra Gud” for at beskytte det børnehjem, hvor de voksede op, har gået sin sejrsgang verden over siden premieren i 1980. Som opvarmning til Landis’ veldrejede musical-komedie viser vi soul-legenden Otis Reddings samlede performance på Monterey-festivalen 1967 – Reddings ultimative optræden og en af The Summer of Love’s største musikbegivenheder.

Fredag den 26. oktober kl. 21.30. (Happy hour-bar allerede fra kl.20.30)

Psych-Out!: Besat af Satan – ’Eksorcisten’ og ’Tegnet’
70’ernes store vogue for okkult horror har fået lidt af en renæssance. Det fejrer vi i oktober måned med en klassisk double feature, der stadig kan få selv det mest forhærdede hoved til at dreje sig 360 grader. De to film, ’Eksorcisten’ og ’Tegnet’, er på samme tid nogle af historiens største box office-succeser og mest sejlivede kultfilm – de er simpelthen aldrig gået af mode. Og man forstår først virkelig hvorfor, når man har oplevet dem i biografen. Ryst nerverne på plads med psykedeliske toner og kolde håndbajere i pausen!

Torsdag den 11. oktober kl. 19.00

Efterårsferie i Cinemateket – tæt på ’Max Pinlig’
I efterårsferien kan du se eller gense Max Pinlig-filmene – og som noget helt særligt får du også chancen for at deltage i en Max Pinlig-filmdag tirsdag d. 16. oktober klokken 13-16. Her viser vi den første film, og du kan møde seriens instruktør Lotte Svendsen, som fortæller om sit arbejde med Max Pinlig-universet – og løfter lidt af sløret for den kommende tredje film i rækken, ’Max Pinlig på Roskilde’, der har premiere til december!

Tirsdag den 16. til fredag den 19. oktober

Bio min Bio: Tintin i 3D
Se Steven Spielbergs visuelt imponerende ‘Tintin - Enhjørningens hemmelighed’, der er en opdatering af Hergés elskede tegneserie. Filmen vises i 3D med dansk tale.

Søndag den 7. oktober kl. 14.15 og søndag den 21. oktober kl. 14.00.

Tid: Oktober måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412

Pris: Normalpris er 40 kr. for medlemmer og 65 kr. for ikke-medlemmer.