Cinemateket – oktober-november

PROGRAM. Cinemateket har 10 serier, fire festivaler og en stribe særarrangementer på plakaten i oktober-november. Oplev Fritz Langs tidlige mesterværker i unikke musikalske sammenhænge. Bliv blæst bagover af 1950'ernes mest ambitiøse filmopfindelse – Cinerama!!! Kom til debat om Dogme95-bevægelsen – og se nogle af de kyske trendsættende værker med introduktion. Og meget, meget mere ...

Serier

Dogme95 – 20 år senere
Dogme-manifestet har 20 års-jubilæum i år. Cinemateket stiller i oktober og november skarpt på manifestet og dets kyskhedsløfte – herunder fordringerne om en enklere produktionsform – og stiller spørgsmålet ”hvordan tager Dogme95 sig ud, når vi kigger tilbage?”. Vi viser fem centrale dogmefilm med bl.a. introduktion af instruktørerne Søren Kragh-Jacobsen, Lone Scherfig og Åke Sandgren. Fagfolk vil endvidere diskutere dogmeprojektet ved et debatarrangement den 1. november. Endelig lægger vi hus til launch af en ny bog om filmproduceren Ib Tardini, der ved samme lejlighed vil fortælle om en af sine dogme-produktioner, ’Italiensk for begyndere’, allerede den 2. oktober.

Serien (5 film) inkl. events vises 2. oktober-28. november.

In the Deep South – tro, død og kærlighed
Her er drivende varmt. Landskabets sumpede flodarme og mosgroede herskabshuse vidner om falmet storhed. Arrene efter slavetiden og en traumatisk historie er synlige overalt. Det er umuligt ikke at blive grebet af de ni atmosfæremættede film, der zoomer ind på livet i de amerikanske sydstater – fra bestsellerfilmatiseringen ’Dræb ikke en sangfugl’ (1962) over John Hustons klassiker ’Ondt blod’ (1979) til ’Hushpuppy’ (2012).

Serien (9 film) vises 3.-24. oktober.

Fritz Lang – maskiner og massepsykoser
Fritz Lang (1890-1976) er en af filmhistoriens mest markante skikkelser. Den østrigskfødte instruktør var optaget af modernitet, teknologi – og ikke mindst moral. Lang endevendte spørgsmålet om individets selvbestemmelse og massernes magt i tyske klassikere som ’Metropolis’ og ’Dr. Mabuse’ og senere et hav af amerikanske dramaer og noir-film. I samarbejde med Goethe-institut Dänemark og SNYK viser vi 6 af hans skelsættende tidlige værker inklusive en række særvisninger og events.

Serien (6 film) inkl. events vises 10-28. oktober (Månedens Film ’Metropolis’ – restaureret og med nyt score – vises fra 1. oktober).

Danish on a Sunday – Danish films in English or with English subtitles
’Men and Chicken’ (Mænd og høns), ’April 9th’ (9. april), ’The Look of Silence’, ’All Inclusive’.

Serien (4 film) vises 11. oktober.-22. november.

Hal Hartleys forstadstrilogi - kulsort og sært vedkommende
Den amerikanske independent-filmmager og kultfavorit Hal Hartley har med ’Ned Rifle’ (2014) færdiggjort sin forrygende 'forstads-trilogi', der startede med ’Henry Fool’ og ’Fay Grim’ i henholdsvis 1998 og 2006.

Serien (3 film) vises 14. oktober-28. november. 

Charlotte Rampling – man-eater og grænsesøger
Smukke, grænsesøgende og viljestærke Charlotte Rampling har i sin karriere på over 50 på det hvide lærred udfordret og forført filmelskere verden over. Cinemateket viser fem perler med Rampling i fokus

Serie (5 film) inkl. events vises 17. oktober-22. november

Stor, større, CINERAMA! – historien vækkes til live
I dagene 22.-25. oktober kan du nyde magien ved 1950’ernes mest publikumsvenlige, ambitiøse og dyre filmopfindelse: Det nu hedengangne CINERAMA, hvor bredformat møder bredformat møder bredformat. Helt bogstaveligt tre snurrende fremvisningsapparater, som bare SKULLE være i perfekt synkronisering. Det samlede spænd var 146 grader – samme bredde som det menneskelige synsfelt. Oplev flyvemaskinetture over bjerge, vilde jernbaner i de britiske kronkolonier, bilræs, rutsjebaneridt m.m. Publikum var ekstatiske - de var jo med om bord! Grib chancen og hop selv med på den unikke rejse tilbage i tiden!

Takket være produceren Randy Gitsch og instruktøren Dave Strohmaier er det lykkedes at restaurere de klassiske Cinerama-film og overføre dem på digitalt biografformat. De to passionerede eksperter rejser med Cinerama-karavanen og leverer en ti-minutters introduktion til alle filmene i serien.

Serien (8 film) inkl. events vises 22.-25. oktober.

Film-Universitetet – klassikere i kontekst
Vi fortsætter vores serie med klassikere med introduktion med den Mikhail Kalatozovs ’Tranerne flyver forbi’ og Ingmar Bergmans ’Persona’. Filmene præsenteres af henholdsvis lektor Peter Schepelern og cand.mag Peter Skovfoged Laursen.

Serie (2 film) vises 21.-29. november.

Film fra Slovakiet – langt fra Bratislava
Slovakiet er for øjeblikket et af Europas mest spændende filmlande. Oplev ni nye film fra Bratislava og omegn, herunder åbningsdramaet ’Koza’, om en tidligere olympisk bokser, der af nød forsøger et comeback.

Serie (9 film) vises 21.-29. november.

Ønskefilm – film ønsket af dig
Se fire bemærkelsesværdige film valgt af publikum: 'Naked', 'Mand bider hund', 'Siddhartha' og 'Alien – den 8. passager'.

Serie (4 film) vises hele oktober-november.

Særarrangementer

Tysklands genforening 25 år – film, gæstebesøg og reception
Den 3. oktober er det 25 år siden, at Tyskland blev genforenet. Vi markerer Die Wende med Stefan Weinerts gribende dokumentarfilm ’The Family’, hvor familier til myrdede ved grænsen mellem Øst- og Vestberlin fortæller deres historier. Instruktør Stefan Weinert interviewes ifm. visningen af formand for Dansk-Tysk Selskab Steen Bille (på tysk med opsummeringer på dansk).Efterfølgende præsenterer vi Andreas Dresens intense nye drama ’As We Were Dreaming’, som er baseret på Clemens Meyers succesroman og følger en gruppe unge i østtyske Leipzig lige efter Murens fald. Mellem de to film byder Den Tyske Ambassade på forfriskninger i Asta Bar. Arrangementet er realiseret i samarbejde med Dansk-Tysk Selskab, Den Tyske Ambassade og Goethe-Institut Dänemark.

1. oktober kl. 16.45 ’The Family’. 1. oktober kl. 19.15 ’As We Were Dreaming’.

Monty Python sing-a-long-aften
Hvornår har du sidst fået lov til at skråle med på elskede filmhits i Cinemateket? Den 14. oktober har vi 'Monty Python og de skøre riddere' på plakaten i en ny sing-a-long-version.

14. oktober kl. 19.00.

’Chato's Land’ – Charles Bronson-aften i Psych-Out!-biffen
Oplev Charles Bronson i kultklssikeren ’Chato’s Land’ – med introduktion af forfatterne til ny dansk bog om Bronson. Bogen kan købes signeret i forbindelse med visningen.

15. oktober kl. 20.30.

’Strictly Ballroom’ – Soirée Filles byder på pailletter og oprør på dansegulvet
I Baz Luhrmanns farverige tour-de-force ’Strictly Ballroom’ sætter den fænomenale danser Scott og dansepartneren Fran Pan Pacific Championships på den anden ende med deres helt egne dansetrin. Der er menu og cocktails med på billetten.

22. oktober kl. 17.00.

’Metallica: Through the Never’ –  malmtung Friday Late Night 
Live-extravaganza og genrefilm-eksperimenter flyder sammen i et brag af en Metallica-film i Late Night-biffen fredag den 23. oktober. 

23. oktober kl. 22.00. Baren er åben fra 20.30.

Søndagsmatiné – Schubert og stjerneparade
Oplev Daniel Barenboim, Itzhak Perlman, Pinchas Zukerman, Jacqueline du Pré og Zubin Mehta spille Schuberts 'Forellekvintetten' i en af de første musikfilm, der gik helt tæt på de udøvende kunstnere.

1. november kl. 17.00.

Ølaften i Cinemateket – insiderhistorier og ’Drinking Buddies’
Smag på øllet og hør historien om Nørrebro-bryggeriet To Øl, når brygger Tore Gynther besøger Cinemateket 4. november. Efter smagningen viser vi den amerikanske film ’Drinking Buddies’ om fire venner, der arbejder og drikker øl på et mikrobryggeri i Chicago.

4. november kl. 18.00.

H.R. Giger's World – Psych-Out!-biffen går tæt på Alien-monsterdesigneren 
Cinemateket og CPH:DOX inviterer indenfor i kunstneren og kultstjernen H.R. Gigers sorte, industrielle og psykedeliske verden.

5. november kl. 20.30.

The godfather of american punk rock – Friday Late Night og CPH DOX viser filmen om Danny Fields
Den fascinerende fortælling om manageren, der hang ud med The Velvet Underground og stod bag The Ramones, The Stooges, MC5, The Modern Lovers m.fl.

6. november kl. 21.30. Bar og DJ fra kl. 20.00.

’The Women’ – Soirée Filles-aften, der handler mest om mode og mænd
Se den løsslupne og amoralske screwball-komedie ’Kvinder’(The Women) af Hollywood-elegantieren George Cukor og nyd bl.a. et ti minutter langt 1930'er modeshow i technicolor og art deco-kulisser. Menu og cocktail er med i prisen.

19. november kl. 17.00.

Sneakbar – nye produktioner fra Filmværkstedet
Kom med til premiere på nogle af Filmværkstedets nyeste film, hvor der med garanti er noget for en hver smag!

20. november kl. 18.00 og kl. 20.30.

Når politikerne laver film – pressestormen mod tv-serien '1864' i perspektiv
Filmtidsskriftet Kosmorama og sætter fokus på den største pressestorm, nogen dansk filmproduktion nogensinde har udløst. Hvad var det dog der skete i de uger, hvor Ole Bornedals ’1864’ løb over tv-skærmene og ud i den danske offentlighed. Kosmorama har fundet en neutral opmand til at rede trådene ud, nemlig den svenske filmprofessor Erik Hedling fra Lunds Universitet. Gennem seks måneder har Hedling gravet sig gennem bunkerne af de anslået 800 dagbladsartikler det blev til, da den danske presse gik i kødet på Ole Bornedals ’1864’.

Den 21. november præsenterer Erik Hedling, sine betragtninger om tv-serien ’1864’ i Cinemateket ved en paneldebat om serien, kritikken fra faghistorikere, filmanmeldere og politiske værdikrigere. I panelet sidder seriens instruktør Ole Bornedal, historieprofessor Claus Bryld og journalist Lasse Jensen. Efter debatten viser vi Urban Gads ’En Rekrut fra 64’ (1910) akkompagneret af DJ’s.

Som optakt til dette arrangement fortæller DFI’s forskningsleder og redaktør for Kosmorama, Lars-Martin Sørensen, den 19. november om filmhistoriske fortilfælde for den kontrovers, der har omgærdet ’1864’ ved en særvisning af filmen om den danske Grundlov, ’For Frihed og Ret’ (1949), der rejste sig en lignende pressestorm.

19. november kl. 19.15 – ’For frihed og ret’ med introduktion og debat om modtagelsen i 1949. 21. november kl. 14.30 – debatten ’Når politikerne laver film’ + ’En rekrut fra 64’ – stumfilm og musik.

BEST OFF – kortfilmsvindere fra Odense Film Festival
100 film slap i år igennem nåleøjet og konkurrerede om priser, penge og prestige på Odense International Film Festival. I dette særlige highlight-programkan du se bedste af de bedste.

21. november kl. 16.45.

Jeanne d'Arc og Falconetti – historien om Dreyers muse
Se den fascinerende dokumentarfilm ’Nitrate Flames’ med instruktørbesøg og se eller gense Dreyers 'Jeanne d'Arcs lidelse og død' med levende klaverakkompagnement.

27. november kl. 19.15.

Carl Nielsen 150 år – dokumentarfilm og kammermusik
Cinemateket markerer Carl Nielsens runde fødselsdag med levende musik og visning af Karl Aage Rasmussens dokumentarfilm ’Carl Nielsen.

29. november kl. 15.15.

Festivaler

MIX Copenhagen – LesbianGayBiTrans filmfestival 
For 30. år i træk blænder den årlige LesbianGayBiTrans filmfestival MIX COPENHAGEN op for en række film og events om køn og identitet og viser verdens mangfoldighed i al sin pragt. 

2.-11. oktober. 

East by Southeast – nye film fra Central- og Østeuropa
Festivalen East by Southeast præsenterer 11 nye film fra Central- og Østeuropa, instruktørbesøg fra Polen, Tjekkiet og Albanien og receptioner med lokale specialiteter.

16. oktober-4. november.

Blodig Weekend – gys, splat og horror 
Genrefilmfestivalen Blodig Weekend varer i år hele fem dage. Der er bl.a. lede babysittere, zombier og spøgelser på programmet foruden genindspilningen af Mario Bava-klassikeren ’Rabid Dogs’ og besøg af Jörg ’Nekromantik’ Buttgereit - samt det årlige Collector's Market.

28. oktober-1.november.

CPH:DOX – Københavns internationale dokumentarfilmfestival
11 dage, 200 film, koncerter, fester, udstillinger, debatter, masterclasses, seminarer og ikke mindst skæve events. Virkeligheden vender tilbage, når CPH:DOX fra 5. til 15. november indtager København for 13.gang. Cinemateket er som altid festivalcentrum.

5.-15. november.

Månedens Film og Månedens Dokumentar

Månedens Film i oktober: ’Metropolis’
Frits Langs storværk ’Metropolis’ fra 1927 er månedens film i oktober. Se den nyrestaurerede udgave med 30 ekstra minuter, som blev fundet i Argentina i 2008. ’Metropolis’ fortælling om robotter, kærlighed og klassekamp lagde grundstenene for moderne science-fiction film og var Tysklands indtil da dyreste produktion. Filmens soundtrack rummer musik af bl.a. Brian Eno, Massive Attack, Portishead, Faithless og New Order.

1.-21. oktober.

Månedens Dokumentar i oktober: ’Elaine Stritch: Shoot Me’ – Furie i mange farver
22. oktober kan du møde instruktør Chiemi Karasawa, kvinden bag Månedens Dokumentar – et portræt af Hollywoods måske mest flamboyante, rapkæftede provokatør. Herefter vises dokumentaren yderligere fem gange.

22.-28. oktober.

Månedens Film i november: ’Test’ – Livet på stepperne
’Test’ – Alexander Kotts billedskønne, stilfærdigt indtagende kærlighedshistorie fra de kazakhstanske stepper – er fortalt i et adstadigt tempo. Hver og én af filmens smukke, gennemkomponerede indstillinger sprudler af visuel opfindsomhed.

19.-28. november. 

Mest for børn

Børnebiffen – film for de mindste
Velkommen til Børnebiffens program med film for børn fra 3 år og opefter. Der er gratis adgang til alle film på hverdage (undtagen på helligdage og i ferier). Børnebiffen er et gratis tilbud til daginstitutioner. Vær opmærksom på de enkelte programmers anbefalinger om alder.

1.oktober-29.november.

Danmarks tapreste børn – detektiver, terrorbekæmpere, mirakelmagere og klatretøser
Tapre børn tager sagen i egen hånd og klarer ærterne. Se bl.a. børnefilmsklassikere som ’Guldreg’ og ’Klatretøsen’.

11. oktober-29. november.

Tid: Oktober-november 2015 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412