MIX Copenhagen - tre utæmmede thrillers

Paranormale hændelser, ukontrollerbare urinstinkter og ubehagelige hemmeligheder. Der er nervepirrende thrills på tapetet, når Danmarks ældste tilbagevendende filmfestival MIX Copenhagen slår dørene op til den 32. udgave fredag den 27. oktober. På plakaten er blandt andet tre utæmmede thrillers til de sene aftentimer. Husk at medlemmer af Cinemateket kan købe billetter til 50 kr.

Mix Copenhagen har en stribe thrillers med temaer om køn, identitet og seksualitet i årets omfattende program. Her en opfordring til at se tre af dem – for alle, der kan lide at være sent oppe. 

Rift – paranormal islandsk mystik

De islandske fjelde agerer bjergtagende kulisse til den nervepirrende hyggespreder 'Rift', der omgærdes af paranormal mystik og får adrenalinet til at suse. Har man forkærlighed for nordisk uhygge, skal man uden tvivl opleve denne film. Efter mørket er faldet på.

Gunnars tidligere kæreste Einar ringer en sen nat fra sine forældres afsidesliggende sommerhus og spørger Gunnar, om han nogensinde har følt, at der var andre tilstede. Gunnar rejser til Rökkur, hvor han oplever en række uforklarlige hændelser i det dystre islandske vinterlandskab. De to mænd står ansigt til ansigt med deres fortid, og Gunnar står tilbage, usikker på hvad der er virkelighed, og hvad der bare foregår i hans hoved.

Fredag den 3. november kan du møde filmens instruktør i en Q&A i Cinemateket og få svar på alle dine spørgsmål.

Rift (Erlingur Óttar Thoroddsen, 2017) søndag den 29. oktober kl. 21.15 og fredag den 3. november kl. 21.45 med instruktørbesøg og Q&A.

The.Untamed

The Untamed – komplekst mexicansk kærlighedsgys

Den dansk-fransk-mexicanske co-produktion 'The Untamed’ har i det forgangne år gået sin sejrsgang på alverden filmfestivaler. Sidste år vandt filmen blandt andet prisen for bedste instruktør i Venedig. 

I en afsides hytte i Mexico fremmaner et overjordisk væsen menneskehedens grundlæggende drifter. Mens fire skæbner optrevles og spredes, spiller både ægtemand, hustru, bror og en fremmed hver deres rolle i en fortælling om længsel. Væsenet hverken diskriminerer eller interesserer sig for, om man er fanget i et kærlighedsløst ægteskab eller utvivlsomt stadig er i skabet, så længe man kommer på besøg. Men træd varsomt – for nydelsens tillokkende kraft kan være bedragerisk.

Det fjerde udspil fra den mexicanske provokatør Amat Escalante kombinerer et komplekst kærlighedsdrama med overnaturlige og monstrøse elementer, men fortæller alligevel sin historie på bemærkelsesværdig behersket vis.

The Untamed (Amat Escalante, 2016) tirsdag den 31. oktober kl. 16.45 og torsdag den 2. november kl. 21.30.

Bad.Girl

Bad Girl – psykologisk australsk rystetur

Sidst men ikke mindst må vi fremhæve den psykologiske australske thriller ’Bad Girl’, som overrasker og overrumpler i løbet af 90 skarpskårne minutter – og tager sin hovedperson og seeren godt og grundigt rundt i manegen.

Vi følger Amy på 17 år, der får en sidste chance hos sine adoptionsforældre, efter hun igen har været i problemer. De mener, at en frisk start et nyt sted vil gøre hende godt. Hun løber dog hjemmefra inden længe, og møder den lokale pige Chloe, som tager hende under sine vinger. Forældrene mener, at Chloe er et skridt i den rigtige retning, men så snart Amy opdager Chloes hemmelighed, ændrer situationen sig...

Bad Girl (Fin Edquist, 2016) fredag den 3. november kl. 22.00 og søndag den 5. november kl. 19.30. 

Læs mere om MIX Copenhagen i Cinemateket og bestil billetter.

Tid: 29. oktober – 5. november
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetter: Online eller på 3374 3412