Påske i Cinemateket – for hele familien!

PÅSKEFERIE. Tag familien under armen, og tilbring en af påskens fridage i Cinemateket. Fra 19.-27. marts åbner vi ekstraordinært op for en række af vores børneaktiviteter i hverdagene – og Restaurant SULT serverer 'weekendbrunch' tirsdag til fredag. Der er naturligvis også et tætpakket filmprogram med kvalitetsfilm for både børn og voksne.

Gå i Børnebiffen – eller lav din egen påskefilm

Tag poderne ved hånden, når Børnebiffen i påskedagene udvider med en ekstra spilledag, og byder inden for med et varieret filmprogram, der med garanti vil begejstre de mindste.

  
(Gen)se f.eks. den danske børnefilmsklassiker 'Palle alene i verden' (1949) af Astrid Henning-Jensen. Filmen skildrer på drømmende vis drengen Palle – i Københavns gader mutters alene. På jagt efter slik i tomme butikker, bag rattet i en brandbil og en smuttur i en flyvemaskine helt op til månen. Et scenarie, de fleste børn har fantaseret om – for så kan man gøre lige det, man vil. Men måske er det alligevel meget rart med voksne omkring sig? 'Palle alene i verden' vises søndag den 20. marts samt søndag den 27. marts som en del af Børnebiffen. 

I Cinemateket vil der i påskedagene være mulighed for at prøve kræfter med en lang række sjove og anderledes aktiviteter! Hvad med en tur i vores FILM-Y-bil, hvor du kan lave din helt egen film? Det er også muligt at lave animationsfilm fra bunden: Med baggrunde og figurer laver du billedsiden – og når du har klippet den, kan du både sætte musik og lydeffekter på. Gem din kreation og vis den til familie og venner, når du er hjemme igen. Læs om alle vores aktiviteter for børn. OBS: Åbningstiderne vil i hele påsken være udvidet. Kontakt Cinematekets billetsalg og hør mere.

Noget for de voksne 

Påskeferie er lig med tid til fordybelse. I Cinemateket viser vi i dagene den 19.-27. marts kvalitetsfilm med format, der taler til sanserne og følelserne med hver deres særegne kvaliteter. Oplev blandt andet:

  • Månedens Dokumentar i Cinemateket 'Alive!' (2014), der er en følelsesmæssigt intelligent dokumentarfilm, der i sin stil snarere kærtegner end rusker sit alvorlige tema: En gruppe franske mænd med HIV forbereder sig på deres livs oplevelse, et faldskærmsudspring, mens de deler erfaringer fra et liv med sygdom. Udspringet kan blive deres livs oplevelse - hvis de ellers kan samle tankerne. Nyd en fortællestil, der perspektiverer mænd, liv og død ind i en filmoplevelse med bredt vingefang. Filmen giver et dybere perspektiv på HIV, afsavn og eksistentiel uro. ’Alive!’ vises den 24., 25., 26., 27. samt 29. marts.
  • Tåreperseren 'Titanic' (1997), der er en Oscar-storfilm af klassisk tilsnit – og som triumferede med hele 11 Oscar-statuetter ved Oscar-uddelingen i ’98. Filmen byder på overbevisende skuespilpræstationer fra to af vor tids største Hollywood-skuespillere: Kate Winslet og Leonardo DiCaprio. Der var lagt ubegrænsede researchmængder (og dollars) ned i genskabelsen af det mest berømte skib siden Noahs Ark. Kort sagt: En klassiker, der bare gør sig bedst på det store lærred! 'Titanic' vises lørdag den 26. marts, kl. 20.00.
  • Kultfilmen 'Romance & Cigarettes' (2005), der ikke ligner nogen anden anden musical og i det hele taget er helt sin egen. Da familiefaderen Nick Murder (James Gandolfini) bliver smidt ud hjemmefra, er det med at gøre sig nogle alvorlige overvejelser. Han må vælge mellem det trygge familieliv eller sin rødblonde elskerinde (Kate Winslet - igen!). 'Romance & Cigarettes' vises lørdag den 26. marts, kl. 12.30.
  • 'Syv skønheder' (1975), der er den raffinerede fortælling om den italienske soldat Pasqualino som deserterer under 2. verdenskrig og ender i tysk krigsfangenskab. Gennem flashbacks lærer vi om hans syv søstre, hans utilsigtede mord på en søsters kæreste og efterfølgende indespærring på en sindssygeanstalt. Den italienske film blev nomineret til fire Oscar-statuetter – uden dog at vinde. 'Syv skønheder' vises søndag den 20. marts, kl. 17.00.

Få stillet SULT'en med brunchbuffet

Har du appetit på mere efter film og leg, byder Restaurant SULT på deres lækre og populære brunch alle dage i påsken, med undtagelse af mandag. Velbekomme! Tid: Påskeferien: 19. marts - 27. marts
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400