København Stumfilmfestival 2026
21.-25. januar slår vi igen dørene op til København Stumfilmfestival: Fem dages stumfilmfest med mesterværker og sjældne perler, der til sammen demonstrerer, hvor flotte og forskellige stumfilm kan…
21.-25. januar slår vi igen dørene op til København Stumfilmfestival: Fem dages stumfilmfest med mesterværker og sjældne perler, der til sammen demonstrerer, hvor flotte og forskellige stumfilm kan tage sig ud. Her er westerns, komedier og melodramaer, farvefilm, tintede film og skarpe sort/hvide film. Kendte instruktører som John Ford, Victor Sjöström og Charlie Chaplin, store internationale stumfilmstjerner som Greta Garbo, Lillian Gish og festivalens cover star, Hollywoodstjernen Anna May Wong – og de danske kunstnere, der var aldeles toneangivende i stumfilmæraen: Carl Th. Dreyer bag kameraet og Asta Nielsen foran det.
Vi er oppe i de højeste luftlag med værker som ’Die freudlose Gasse’, ’The Scarlet Letter’, ’Song’ og ’Safety Last!’ og hele to verdenspremierer på nye restaureringer af ’Don Q, Son of Zorro’ og Carl Th. Dreyers ’Elsker hverandre’. Men programmet lægger også op til at (gen)opdage glemte skatte og mere ukendte klassikere som John Fords allerførste film – en western, selvfølgelig! – det glemte franske pragtværk ’Dans la nuit’ og det stille filmmirakel ’Menschen am Sonntag’, som blev til for ingen penge af de dengang ganske ukendte filmfolk Billy Wilder, Fred Zinneman, Edgar Ulmer og Robert Siodmak. Vi går i dybden med filmhistorisk viden og baggrund, når vi inviterer til gratis arkivworkshop, hvor man kan høre om arbejdet med at bevare og fremtidssikre de gamle filmstrimler, og gratis foredrag om fankultur i stumfilmæraen, hvor stjerner som Asta Nielsen og Clara Pontoppidan fik de mest morsomme og forrygende breve fra fans verden over.
Festivalen viser traditionen tro også velkendte og elskede klassikere med Charlie Chaplin, Harold Lloyd og Gøg & Gokke – sidstnævnte selvfølgelig med vor danske maestro Lars Fjeldmose ved klaveret. Det er alle tiders mulighed for at introducere den yngste generation for stumfilm – vi garanterer gode grin og høj underholdningsværdi.
Og så slutter vi af med et brag af en filmkoncert, når vi på festivalens sidste aften inviterer til særvisning af Carl Th. Dreyers stumfilmhovedværk ’Du skal ære din Hustru’ med live-musikledsagelse af Messiaen Quartet Copenhagen, der har skrevet et helt nyt score til filmen.
Filmene sættes i kontekst af de bedste filmhistoriske stemmer, vi kender og ledsages (med få undtagelser) af livemusik ved Lars Fjeldmose, Ronen Thalmay, Mette Smidl og den internationalt anerkendte stumfilmmusiker Stephen Horne, som spiller til hele seks af festivalens visninger. Apropos musik, så er vi glade for igen at kunne byde velkommen til Sounding Silents, hvor unge talenter fra de danske musikkonservatorier komponerer ny musik til de hundredeårige film og dermed skaber en moderne festforestilling, som er åben for alle (og tilmed gratis). En stor tak skal lyde til Goethe Institut for at støtte festivalen.
Thomas C. Christensen, Filmarkivet + Sophie Engberg Sonne / programredaktør, Cinemateket
Read more