Cinemateket

Béla Tarr (f. 1955) er en kompromisløs og formalistisk bevidst instruktør. Med sin sort/hvide æstetik og lange, koreograferede kameraindstillinger samt inciterende filmmusik tilbyder han tilskueren hypnotiserende filmoplevelser. Vi præsenterer i februar og marts en retrospektiv med samtlige af hans spillefilm i Cinemateket.

Tarrs film er gennemsyret af den helt specielle skizofrene melankoli, der præger den ungarske folkesjæl, udviklet gennem generationer under fremmed åg og forædlet gennem 40 år med totalitært kommuniststyre. Den eksistentielle usikkerhed, som opstår ved at skulle være tilskuer til store historiske og sociale processer, manifesterer sig i et intenst ønske om at være herre over sin egen skæbne. Når dette ikke er muligt, resulterer det i et grundlæggende pessimistisk livssyn, der holdes i skak af lejlighedsvise udbrud af manisk løssluppenhed. Galskaben og det farlige ligger lige under overfladen og truer konstant med at bryde ud i hans filmiske univers.

Hver ny Bela Tarr-film er resultatet af den foregående: Instruktøren har opbygget sit filmsprog film for film. Det, som fungerer, bliver rendyrket i det næste værk. Det har ført instruktøren mod længere og længere, skarpt koreograferede indstillinger. Tarr opbygger hver enkelt scene møjsommeligt af kamerabevægelser, skuespillernes koreografi, dialog og lyssætning.

Et genkendeligt element hos Tarr er musikken. I alle film siden ’Almanac of Fall’ (1985) har komponisten Mihály Vigs repetitive tonesprog været en væsentlig del af filmoplevelsen. Vigs melankolske stemninger er i høj grad med til at definere filmenes mørke univers. Vig komponerer ofte musikken på forhånd, så den kan bruges aktivt allerede under optagelserne.

Forfatteren László Krasznahorkai, der netop har vundet nobelprisen i litteratur, er også en genkommen samarbejdspartner. Han har været medforfatter på filmenes manuskripter siden ’Damnation’ (1987), og ’Sátántangó’ og ’Werckmeister Harmonies’ er desuden baseret på Krasznahorkais romaner. Vejret spiller en afgørende rolle i Tarrs film, og han kalder det for en af sine hovedrolleindehavere, da det i markant grad styrer følelser og stemninger.

Efter sin seneste spillefilm ’Hesten fra Torino’ (2011) udtalte Béla Tarr: ”Hvad mere kan jeg sige?” Lad os lægge øre til, hvad instruktøren stadig har at tilføje, når han gæster Cinemateket i februar.

Den ungarske instruktør underviser Den Danske Filmskoles elever under et 14-dage langt residency i begyndelsen af februar. Tak til Den Danske Filmskole for samarbejdet.

Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket