“Humour is just another defense against the universe” (Mel Brooks)
Komedien har lige fra de første stumfilm været en særdeles populær filmgenre, men hvad sker der, når filmkomedier berører tabuer? Hvis nogen opfatter humoren som stødende og provokerende, eller hvis humoren er så sort og barsk, at vi bliver usikre på, om vi kan tillade os at le?
De komedier, vi præsenterer i denne serie, demonstrerer unikke og meget forskellige tilgange til spændingsfeltet mellem humor og tabuer i de sidste 80 år. I dag kan det være svært at forestille sig den polemik og forargelse, der ved premieren i 1942 omgav Ernst Lubitschs hylende morsomme anti-nazistiske screwballkomedie ’At være eller ikke være’: Kunne man så hæmningsløst gøre grin med et andet lands statsleder, og kunne man tillade sig at producere en komedie om nazisternes angreb på Polen?
En af humorens funktioner er at give samfundet et reality-check i forhold til de eksisterende etiske normer og værdier. Noget kunne tyde på, at den tid er forbi, hvor intet var for helligt eller for alvorligt til at blive gjort grin med. I de sidste par år har man i alt fald ikke kunnet undgå at høre (midaldrende) komikere beklage sig over de stadigt snævre grænser for, hvad man kan gøre nar ad i denne woke og krænkelsesparate tid. Frank Hvam og Casper Christensens ’Klovn’- univers overskred tilsyneladende uhindret alle tabuer, men Göteborg Film Festival afviste ’Klovn - The Movie’ som kvindefjendsk, homofobisk og pædofil. Spørgsmålet er da også, om denne film og f.eks. ’Borat’ og ’Sheriffen skyder på det hele’ kunne produceres i dag?
Filmkomedierne kan være en nøgle til at studere vores kollektive identitet og de usikkerheder og tabuer, der er knyttet til den og samtidig undersøge, hvordan humoren i disse film fungerer i dag. Oplever vi dem mere eller mindre kontroversielle og ikke mindst: Får de os stadig til at le?
Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket