Cinemateket

Serie

Kathryn Bigelow - action, suspense, dybde!

I anledning af premieren på den første film i otte år af den amerikanske spændingsfilmmester Kathryn Bigelow viser vi et håndplukket udvalg af hendes allerbedste værker.

Kathryn Bigelow modtog på…
I anledning af premieren på den første film i otte år af den amerikanske spændingsfilmmester Kathryn Bigelow viser vi et håndplukket udvalg af hendes allerbedste værker.

Kathryn Bigelow modtog på årets biennale i Venedig en 11 minutter lang, stående ovation efter visningen af hendes nye film, den politiske thriller ’A House of Dynamite’, som skildrer den amerikanske regerings dilemma, da et atommissil affyres af en uidentificeret fjende.

Det højspændte og allerede velanmeldte, Netflix-producerede drama er Bigelows 11. spillefilm, og ligesom de foregående 10 stiller det med raffinerede fortællemæssige greb og subtilt kameraarbejde skarpt på nogle af de psykologiske og moralske kampe, der udspiller sig i en ekstrem situation: Hér altså en atomtrussel.

I ’The Hurt Locker’ (2008) – som hun, som den første kvindelige instruktør, modtog en Oscar for – var omdrejningspunktet et desarmeringsholds stresshelvede under Irak-krigen. Og i en tidlig film som ’Blue Steel’ (1990) gik hun holmgang med de institutionelle barrierer, som en ung kvindelig betjent oplever i et misogynt og korrupt politikorps.

Den i dag 73-årige Bigelow er en action-instruktør med stort A, og det har hun været gennem fem årtier. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. Men at hun er kvinde i et genrefelt, næsten udelukkende befolket af mænd, er usædvanligt. Og i modsætning til mange af sine mandlige amerikanske kolleger formår hun at forlene sine voldsomme, grafiske og virkelighedsnære fortællinger med nuancerede persontegninger, etiske konflikter og suspense på flere planer på en gang. Det menneskelige drama er altid i centrum, hvad enten det har mænd eller kvinder i de centrale roller og uanset hvor meget adrenalin, der brændes af undervejs.

I anledning af premieren på den nye film, som er Bigelows første i otte år, har vi inviteret filmanmelder Nanna Frank Rasmussen (Politiken) og forfatter og lektor ved Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab (SDU), Rikke Schubart til at vælge og introducere deres yndlings Bigelow-film.

Valget er faldet på den neglebidende dramatisering af jagten på verdens mest eftersøgte terrorist, Osama Bin Laden i ’Zero Dark Thirty’ (2012) og surferthrilleren ’Point Break’ (1991), der elegant fletter en bromancefortælling ind i en kupfilm om et revolutionært broderskab, høje på spænding og frihed. Vi supplerer med sci-fi-perlen ’Strange Days’ (1995), der (ligesom ’Point Break’) kan opleves i en knitrende sprød, original 35mm-kopi.

Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Read more

Films in serie

07. Oct.

Strange Days

21. Oct.

Zero Dark Thirty / intro. Nanna Frank Rasmussen

22. Oct.

Strange Days

18. Nov.

Point Break / intro. Rikke Schubart

12. Dec.

Point Break

17. Dec.

Strange Days

20. Dec.

Zero Dark Thirty