Michael Haneke

Sådan sagde Michael Haneke til den franske skuespillerinde Isabelle Huppert under optagelserne til filmen ‘Pianisten’. Og det er et mantra, der går igen i samtlige af den østrigske instruktørs produktioner.

Hanekes film er ubehagelige; ubehagets mester er han blevet døbt. Det er film, der ofte føles som om, han langsomt og intentionelt stikker fingeren ind i øjet på tilskueren. En finger, der vel at mærke bliver siddende, selv efter lærredet er blevet sort.

Ved at udforske vestens forvredne moralske kompas og dets falmede værdisystem med intellektuel tyngde, har Haneke fået status som en af den moderne filmkunsts største skikkelser. Med sin kompromisløse tilgang til filmmediet er han en auteur, der foretrækker at stille spørgsmål og efterlade ”tomme pladser” i sine film, som filmlektor Peter Schepelern har beskrevet det. Haneke tænker, overvejer og viser. Men han svarer ikke, han konkluderer ikke. Det er spørgsmålene, der skræmmer – ikke instruktørens svar.

Gennem sin filosofiske linse har Haneke tilføjet en ny dimension til filmisk historiefortælling ved at tvinge os til at forholde os til det essentielle spørgsmål: Hvad er rigtigt og forkert?

Ulig nogen anden filmskaber fra sin generation skildrer han den undertrykte vold, der ligger til grund for nutidens vestlige samfund – og vores lyst til at betragte volden, ikke mindst gennem filmkunsten.

I januar og marts hylder vi den mesterlige instruktør, som fylder 80 år i 2022, og som efterhånden svømmer i prisstatuetter. Vi viser (næsten) hele hans oeuvre fra debutfilmen ‘Det syvende kontinent’ (1989) til ‘Amour’ (2013).

Kom og bliv klogere på østrigeren gennem en række oplæg af filmkritiker Maria Månson, lektor emeritus Peter Schepelern, idéhistoriker Frank Beck Lassen og oversætterne Judyta Preis og Jørgen Monrad. Tak til den østrigske ambassade for samarbejde.

Mikkel Krebs Behnke + Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket