FAKTA OM FILMTAGET
Filmtaget er et kommende samlingssted for filmoplevelser i hjertet af København. På Filminstituttets 1700 m2 store tagterrasse kan man både tage på opdagelsesrejse i dansk filmhistorie i filmudstillingen, se film under åben himmel i rooftop-biografen Himmelbio og nyde den majestætiske udsigt over det gamle København i caféen DRUK, hvor man kan få stillet sin sult og tørst, uanset om vejret indbyder til kaffe indendørs eller en kølende cocktail ude på terrassen.
Filmtaget tilbyder både indsigt og udsigt: Her kan man opdage nye sider af dansk film og se København fra nye vinkler. Der er fri entré året rundt, og her er oplevelser for både børn og voksne.
I de interaktive udstillingspavilloner kan man møde de største danske filmkunstnere gennem tiden, synge med på de mest elskede sange fra den danske filmskat og genopleve filmens fødsel og stumfilmtidens guldalder, mens de yngste kan lege med kendte figurer fra danske børnefilm og slå sig løs på de to filminspirerede legeområder. I Spiltårnet kan man desuden fordybe sig i danske computerspil gennem tiden og se skiftende grafik-smagsprøver fra spritnye spil på de tre 86-tommers skærme.
Filmtaget er endnu et venue for dét, der er Filminstituttets kerneopgave: at styrke interessen for dansk film og skabe berigende filmoplevelser.
- Gratis adgang og åbent hele året fra kl. 09.00-22.00.
- Adresse: Gothersgade 55, 1123 København K.
- Bygherre: Egmont og Det Danske Filminstitut. Egmont ejer bygningen og afholder størstedelen af udgifter til ombygning og etablering af tagterrassen. Når tagterrassen er færdigbygget, overgår udstillingsdriften til Filminstituttet.
- Hovedentreprenør: Juul & Nielsen. Totalrådgiver: Rambøll / Henning Larsen. Udstillingsrådgiver: No Parking.
- Filmtagets café DRUK drives af Meyers.