Filmen regnes uformelt som sidste del af Hou Hsiao-hsiens ‘historiske trilogi’, og ligesom sine forgængere beskæftiger den sig med de komplicerede spørgsmål om taiwansk historie og national identitet…
Filmen regnes uformelt som sidste del af Hou Hsiao-hsiens ‘historiske trilogi’, og ligesom sine forgængere beskæftiger den sig med de komplicerede spørgsmål om taiwansk historie og national identitet.
'The Puppetmaster' beskriver årene 1910-45, da Taiwan var under japansk besættelse. 'City of Sadness' beskriver efterkrigstiden under kinesisk styre, og 'Good Men, Good Women' fører os op til det nutidige Taiwan – som i høj grad er formet af de omgivende landes turbulente historie.
Filmen skildrer den virkelige Chiang Bi-yus historie. I 1940'erne tager hun og hendes nygifte mand, Chung Hao-tung, til det kinesiske fastland for at slutte sig til den anti-japanske modstand. Under krigen bliver hun tvunget til at bortadoptere sin baby.
Efter krigen vender parret tilbage til Taiwan, da Chung skal distribuere et kommunistisk blad. Men efterhånden som Koreakrigen intensiveres, gør Chiang Kai-sheks Kuomintang-regering det samme – i form af den såkaldt ‘hvide terror’, og Chung bliver henrettet. Filmen består af tre krydsklippede fortællespor – krydret med små mellemspil af skuespillerinden Annie Yi, mens hun forbereder sig på sin rolle som Chiang Bi-yu.
Medvirkende: Annie Shizuka Inoh, Giong Lim, Jack Kao
Original titel: Haonan haonu
Instruktør: Hou Hsiao-Hsien
Taiwan, Japan, 1995
35mm, 108 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år