Hou Hsiao-hsien

Gør det usynlige synligt

9. apr - 31. maj

Tiden står ofte stille i Hou Hsiao-hsiens univers. Blikke taler mere end ord. Og alligevel er der et konstant nærvær og en intensitet, som kan antage et næsten hypnotisk præg. Hou kan noget sjældent som filmkunstner: Han kan få os til at interessere os for hverdagens usynlige dramaer. Han registerer skønhed og liv, hvor de færreste ville bemærke det.

"Jeg stjal mangoer. Jeg klatrede op i træet, spiste et par stykker og gemte nogle flere. Men oppe i mangotræet sansede jeg pludselig rummet og tiden. En form for ensomhed. Det gjorde et stærkt indtryk på mig. Måske er det grunden til, at jeg kan lave film".

Han kan få en til at mærke livets lethed og nostalgiens bittersødme, mens en dreng vandrer langs en rismark. Og han kan skildre den vægtløse blå stemning i en technoklub, så hårene rejser sig på armene.

At gå ind i taiwanesiske Hou Hsiao-hsiens univers er lidt af et sats. Enten stejler man over manglen på ydre dramatik, eller også forlader man biografmørket med en følelse af at have fået hele sanseapparatet dissekeret og fintunet.

Den i dag 75-årige Hou laver filmkunst af den slags, der ikke tager beskueren ved hånden, men skaber et rum for medfortolkning og observation. Det er humanistisk filmkunst, når den er mest elegant, ukunstlet og generøs.

"RYK KAMERAET TILBAGE!"
Som ung dyrkede Hou genrefilm, ikke mindst japanske gangster- og samuraifilm, og hans første tre film som instruktør (1980-83) var komedier. Alle var store kassesucceser, men uden en samlende, kunstnerisk vision.

Så skete det. Under optagelserne til sin fjerde film fik Hou Hsiao-hsien en indskydelse: "Ryk kameraet tilbage", beordrede han. "Længere. Længere endnu".

Resultatet var ikke landskabspanoramaer, men totalbilleder. Det indebar, at hovedpersonerne, i dette tilfælde unge bandekriminelle, gik fra at være "typer" til at være integrerede dele af et miljø. De uskolede skuespillere opførte sig endda mere naturligt, fordi kameraet virkede mindre intimiderende.

Filmen nævnt ovenfor, 'The Boys From Fengkuei', blev et kunstnerisk gennembrud for instruktøren, og den intuitive beslutning om at flytte kameraet baglæns er siden blevet til ophøjet til en filosofi. Betragt verden uden at blande dig, lyder Hous mantra. Observer uden at dømme. Ordene er egentlig Konfutses, men Hou citerer dem beredvilligt. Og han har brugt dem som afsæt for mere end et dusin uforglemmelige film.

SELVLÆRT BROBYGGER
”Hou er autodidakt og har igennem årene udviklet helt sin egen metode og sit eget æstetiske udtryk, som dels har baggrund i hans egen personlighed og livssyn, dels er blevet til som praktiske løsninger på produktionsmæssige problemer,” skriver Eva Jørholt om instruktøren i Kosmorama.

”Man kan ikke pege på andre instruktører eller strømninger, som i særlig grad skulle have bidraget til at forme hans filmkunst, og alligevel vil det næppe være forkert at se Hous film som en slags brobygger mellem på den ene side klassiske moderne bølgebrydere som efterkrigstidens italienske neorealisme og Yasujiros Ozus stilfærdige japanske hverdagsdramaer og på den anden side nutidens urbane asiatiske filmstilister som, ikke mindst, Wong Kar-wai og Tsai Ming-liang.”

DEN TAVSE SKØNHED
Hun bevæger sig graciøst langs billardbordets kant. Nikker anerkendende ved smældet fra kuglerne på bordet. Stiller sig i hjørnet og betragter manden ved det grønne klæde. Han er fordybet i spillet. Mon han ikke har bemærket hendes skønhed? Hvorfor henvender han sig ikke til hende? Lyset falder døsigt ind gennem de åbne skydedøre i billardsalonen.

Scenen er fra 'Three Times', men måden at betragte på går igen i mange af filmene.

Tiden står ofte stille i Hou Hsiao-hsiens univers. Blikke taler mere end ord. Og alligevel er der et konstant nærvær og en intensitet, som kan antage et næsten hypnotisk præg. Hou kan noget sjældent som filmkunstner: Han kan få os til at interessere os for hverdagens usynlige dramaer. Han registerer skønhed og liv, hvor de færreste ville bemærke det.

Det er nærmest, som om Hou sætter en kikkert op, bolter den til jorden med usvigelig æstetisk sikkerhed, putter en mønt i og beder os se på mennesket med nye øjne.

FORNYER AF FILMEN
På trods af sin stilistiske minimalisme har Hou ikke blot én, men to gange vendt op og ned på normerne i taiwanesisk film.

Første gang var i de tidlige 80'ere, da han sammen med bl.a. Edward Yang skabte den berømte Ny Bølge i taiwanesisk film. Det nye var ganske enkelt, at filmmagerne – som det var sket i den litterære nybølge, der var skyllet hen over øen ti år forinden – tog udgangspunkt i egne oplevelser frem for genreskabeloner.

Anden gang var i 1989, da han med 'A City of Sadness' som den første vovede at skildre det rædselsregime, som Kuomintang-partiet havde håndhævet siden slutningen af 40'erne. Filmen kom på et tidspunkt, hvor den politiske censur var mildnet og 38 års krigsretstilstand ophørt, men den vakte alligevel furore. Kritikken af filmen blev overtrumfet af dens enorme popularitet og den prestigefulde Guldløve, den hjembragte fra Venedig. En ny og mere frimodig linje i den taiwanesiske filmkunst var en realitet.

HOU PÅ UDEBANE
Omkring årtusindskiftet har Hou Hsiao-hsien bevæget sig fra udforskningen af Taiwans historie og egenart til at være en filmmager af verden. 'Flowers of Shanghai' skildrede kurtisanernes liv i 1880'ernes Kina, og 'Millennium Mambo' var et forbavsende dyk ned i ungdommelig fremmedgjorthed anno 2001.

'Voyage of the Red Balloon' med Juliette Binoche, var imødeset med særlig spænding. En fransksproget film lavet af en taiwanesisk instruktør, der knap nok ville være i stand til spørge om vej ned fra Eiffeltårnet! Men filmen virker ikke det mindste turistet; den er på én gang meget fransk og umiskendeligt Hou.

Med ’The Assassin’ tænkte endnu flere, at elastikken var sprunget hos instruktøren: Hvordan skulle hans slow cinema gå i spænd med wire fu dramatik og spændingskurver drevet af lejemord, sværdsvingeri og drabelig jalousi? Men igen var det, som om han fandt et fælles domæne af sensibilitet, forankret i periodebilleder, millimeterpræcis sansning af nuet – og ikke mindst en en æstetisk elegance.

Hemmeligheden er måske, at Hou Hsiao-hsien er og bliver betragter. Han behøver ikke være insider; postulerer at have gennemskuet noget; han dømmer ikke nogen. Men derfor kan han jo godt betragte livet gennem sin helt særlige optik. Og foreslå os at kigge med.

Tak til Kenneth Stormoen / Taipei Representative Office i København.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
juli
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4
august
29 30 31 1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31 1
september
26 27 28 29 30 31 1