I en veritabel orkan af arkivmateriale og hjemmevideo-optagelser får du i ’Pretend We’re Dead’ den fascinerende og facetterede historie om all girl-kvartetten L7, der i 1990’erne var i frontlinjen…
I en veritabel orkan af arkivmateriale og hjemmevideo-optagelser får du i ’Pretend We’re Dead’ den fascinerende og facetterede historie om all girl-kvartetten L7, der i 1990’erne var i frontlinjen hos såvel den aktivistiske riot grrrl-bevægelse som i den allestedsnærværende grunge-bølge. L7 er ensbetydende med tonstunge riffs og hardcore feministiske budskaber, der kan få selv forbenede mandschauvinister til at tabe kæben. På Reading Festivalen 1992 blev drengene i forreste række således mødt med en bloddryppende tampon og ordene ”æd den, fuckhoveder!” fra forsanger Donita Sparks, da de udviste for højlydt utålmodighed efter en teknisk pause. Firkløveret fra Los Angeles, der stadig spiller for fuld damp og endnu går forrest i kampen for ligestilling i rockverdenen, får anerkendelse med på vejen af vidner som Lydia Lunch, Joan Jett og Shirley Manson.
Medvirkende: Sonic Youth, Butch Vig, Lydia Lunch, Shirley Manson
Instruktør: Sarah Price
USA, 2017
DCP,
Engelsk dialog
Tilladt for alle