Bacurau

Kleber Mendonca Filho, Juliano Dornelles, 2019
'Bacurau' er en leddeløs og helt unik brasiliansk film, der herligt nok var med i hovedkonkurrencen i Cannes og såmænd hjemtog Juryens Specialpris. Det dufter skiftevis af sommer og død, politik…
'Bacurau' er en leddeløs og helt unik brasiliansk film, der herligt nok var med i hovedkonkurrencen i Cannes og såmænd hjemtog Juryens Specialpris.

Det dufter skiftevis af sommer og død, politik og etnografi, af zombiedrama, splat, scifi, imperialismekritik og samfundsdystopi – men sluttelig er den ingen af delene og helt sin egen udgave af en Weird Western, hvor John Wayne definitivt ikke kommer ind fra højre og klarer ærterne.

Filmen foregår ”et par år ude i fremtiden” i et hjørne af Pernambuco-provinsen, og landet er de facto skåret i to pga. infrastrukturelle problemer. Symptomatisk nok spiller von Trier-darlingen Udo Kier en legionærtype, der spreder herremandsgru i landsbyen Bacurau, hvor en højt elsket bedstemor netop er lagt lit de parade. Byens fremtid er på spil, forstår vi. En politisk rebel huserer, et hold skarpt bevæbnede udlændinge trænger ind, mens dopede lokale med små naturpastiller på tungen gør deres bedste for at plaffe dem ned.

Vi er i ækvatorialt Taratino-land her; B-film møder arthouse. Med akut fare for skudhuller.

Medvirkende: Bárbara Colen, Thomas Aquino, Silvero Pereira, Udo Kier
Instruktør: Kleber Mendonca Filho, Juliano Dornelles
Brasilien, Frankrig, 2019
DCP, 131 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Se mere

Film i serien – Latinamerikansk Filmfestival 2020

Se alle