Med afsæt i japanske Murasaki Shikibus berømte roman ’Fortælling om Genji’ fra det 11. århundrede fremmaner Paulo Rocha en dulgt verden bestående af spøgelser og ruiner. Vi befinder os i slut-1970…
Med afsæt i japanske Murasaki Shikibus berømte roman ’Fortælling om Genji’ fra det 11. århundrede fremmaner Paulo Rocha en dulgt verden bestående af spøgelser og ruiner. Vi befinder os i slut-1970’ernes Portugal. Røgen og euforien fra revolutionen er forduftet og tilbage står realpolitikken og en smuldrende regeringskoalition. Politikeren og kvindebedåreren João er filmens centrum, og gennem hans magtspil og kærlighedsintriger fortabes vi i fortidens uløselige mysterier. ”Det er en flygtig film,” kommenterede filmhistoriker João Bénard da Costa engang, ”fordi den leder efter helte og myter uden at finde dem.” Da Paulo Rocha ved filmens udgivelse blev spurgt, hvad han fandt fascinerende ved forlægget, forklarede han: ”Ansigterne på nogle af mine portugisiske venner dukkede langsomt op i prins Genjis fortælling: deres kærlighed, deres kvaler, deres selvmord og deres virkelige politiske ambitioner havde meget til fælles med den fantastiske historie, der blev skrevet for tusind år siden.”
Digitaliseret og restaureret af Cinemateca Portuguesa – Museu do Cinema, inden for rammerne af ’The Recovery and Resilience Plan’. Et tiltag, som hører til Next Generation EU-programmet.
Medvirkende: Luís Miguel Cintra Caroline Chaniolleau Yves Afonso, Isabel Ruth
Original titel: O Desejado
Instruktør: Paulo Rocha
Portugal, 1987
DCP, 117 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år