Ebrahim Golestan er et af Irans intellektuelle fyrtårne. Han er en central skikkelse inden for moderne persisk litteratur, oversætter af værker af Lenin, Dostojevskij og Faulkner, og også en helt…
Ebrahim Golestan er et af Irans intellektuelle fyrtårne. Han er en central skikkelse inden for moderne persisk litteratur, oversætter af værker af Lenin, Dostojevskij og Faulkner, og også en helt central, omend overset filmskaber.
Golestans film blander drøm og virkelighed og reagerer seismisk på 1960’ernes skiftende klima i det iranske samfund, herunder de intellektuelles svigt og på korruption, der gennemsyrer alle samfundslag. ’Brick and Mirror’ er blevet kaldt den første modernistiske genistreg i Irans filmhistorie, en poetisk-paranoid stemningsrapport fra en kritisk periode af Irans nyere historie.
Forugh Farrokhzad har en lille, men vigtig rolle som kvinden, der efterlader en baby på taxachaufføren Hasheds bagsæde. Hashed selv er stemt for at skille sig af med barnet, men hans kæreste, Taji, presser hårdt på for at beholde det. Presset driver Hashed til yderligheder.
’Brick and Mirror' er af filmkritikeren Jonathan Rosenbaum blevet kaldt ‘et miks af Dostojevskij og ekspressionisme', mens andre har peget på den synlige inspiration fra Orson Welles og persisk litteratur (særligt i de indlejrede monologer).
Titlen parafraserer den persiske 1100-tals-digter Attar: "Hvad gamle mennesker kan se i en mursten, kan de unge se i et spejl."
Filmen var Golestans sensationelt modne debut – skabt i hans eget nybyggede studie og med widescreen-billeder, der står smægtende flot i den restaurerede form, vi viser.
Medvirkende: Taji Ahmadi, Zackaria Hashemi, Parviz Fanizadeh, Forugh Farrokhzad
Original titel: Khesht va Ayeneh
Instruktør: Ebrahim Golestan
Iran, 1965
DCP, 125 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år