Med både billedmæssigt og stereofonisk overskud – samt adgang til 267 bånd med unikke kompositioner, et cast af indlevede skuespillere (med instruktør Caroline Catz selv i den centrale rolle) og…
Med både billedmæssigt og stereofonisk overskud – samt adgang til 267 bånd med unikke kompositioner, et cast af indlevede skuespillere (med instruktør Caroline Catz selv i den centrale rolle) og Throbbing Gristles Cosey Fanni Tutti som soul sister og projektets sammenbindende instans – er dokudramaet om den engelske matematiker og lydpioner Delia Derbyshire en lækkerbisken for hele sanseapparatet. Dyk med ned i Derbyshires BBC-kælder og bliv vidne til undfangelsen af temaer som ’Doctor Who’, ’The World About Us’, ’Know Your Car’ m.fl. Og få et på en gang afvæbnende og frapperende satirisk indblik i de tonstunge fordomme om kvinder og kunstnerisk kreativitet, kvinder og teknisk formåenhed, kvinder og emancipation, som stadig prægede de ”frigjorte” 1960’ere.
Medvirkende: Caroline Catz, Honor-Ray Caplan-Higgs, Richard Glover, Zachary Hart
Instruktør: Caroline Catz
Storbritannien, 2020
DCP, 98 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle