De franske skuespillerinder Béatrice Dalle (’Betty Blue’) og Charlotte Gainsbourg (’Antichrist’) er i dette mareridtsagtige metadrama med i indspilningen af en gyserfilm om hekseafbrænding. Tekniske…
De franske skuespillerinder Béatrice Dalle (’Betty Blue’) og Charlotte Gainsbourg (’Antichrist’) er i dette mareridtsagtige metadrama med i indspilningen af en gyserfilm om hekseafbrænding. Tekniske problemer og psykotiske udbrud kaster gradvis optagelserne ud i kaos og epileptisk excentricitet.
Filmen indledes med en kort sekvens fra en dokumentar om tortur og hekseafbrænding i 1920’erne og er skudt i Noés ikoniske split-screens, som går igen i hans seneste spillefilm ‘Vortex’. Farverne rød, grøn og blå ruller ligeledes over lærredet i lyntempo med en kærlig hilsen til Godard. Gennem fortællingen citerer Noé desuden filmiske forbilleder som Buñuel, Dreyer og Fassbinder for at understøtte instruktørens kompromisløse kærlighed til filmkunsten og ønske om absolut kontrol. Alt sammen stilistiske greb, der understøtter Noés egen status som auteur.
I Cannes blev ‘Lux Æterna’ læst som Noés kommentar til #MeToo-bevægelsen, fordi den kønspolitisk kredser om mænd, der brænder kvinder på film og kvinder der lader sig ofre for karrierens skyld og af kærlighed til filmkunsten.
Medvirkende: Beatrice Dalle, Charlotte Gainsbourg, Karl Glusman, Abbey Lee Kershaw
Instruktør: Gaspar Noé
Frankrig, 2019
DCP, 51 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år