Cinemateket

Hvis man forestiller sig den magtesløshed, karakteren Josef K føler over for systemet i Kafkas roman ’Processen’ (1925), omsat til en kvinde, som i 1960’ernes London uden at ane hvorfor forfølges af et filmhold, så har man en fornemmelse af protagonistens situation i Yoko Ono og John Lennons grænseoverskridende medieeksperiment “RAPE” fra 1969. Yoko Ono havde sine rødder i den såkaldte Fluxus-gruppe, en avantgardistisk bevægelse, hvor en dominerende arbejdsform var at skrive partiturer, små handlingsanvisninger, ud fra hvilke læserne kunne udføre deres egne små performances. Og manuskriptet til “RAPE” var netop et sådant partitur, i dette tilfælde en ganske kortfattet anvisning, der gik ud på, at et filmhold skulle udvælge en tilfældig kvinde på gaden og følge efter hende, indtil hun var trængt op i en krog og krakelerede, eller indtil forløbet på anden måde kom til en naturlig afslutning – men uden på noget tidspunkt at afsløre for offeret, hvad projektet gik ud på. At den kvinde, Ono og Lennons filmhold valgte at forfølge, så ydermere viste sig at være turist i London og stort set ikke talte engelsk, gjorde kun processen yderligere pinagtig. Spørgsmålet er så, om der er tale om et virkeligt overgreb eller en konstruktion. Usikkerheden hersker stadig, her et halvt århundrede efter filmens tilblivelse. Men uanset hvad, så havde Ono og Lennon deres bevæggrunde som et (feministisk) superstjernepar, der konstant var udsat for mediernes skånselsløse klapjagt.



Medvirkende: Nicholas D. Knowland, Eva Majlath
Instruktør: Yoko Ono, John Lennon
Østrig, 1969
DCP, 78 min.
Uden dialog
Tilladt for børn over 15 år