Jagtturismens etiske grænseland betrædes her, når flere europæere, herunder en kernefamilie, drager til savannen i Sydafrika for at nedlægge dyr: Gnu, zebra og giraf – alle lægges de snart døde dyr…
Jagtturismens etiske grænseland betrædes her, når flere europæere, herunder en kernefamilie, drager til savannen i Sydafrika for at nedlægge dyr: Gnu, zebra og giraf – alle lægges de snart døde dyr æstetisk til skue for kameraet foran deres overmand- eller kvinde, så bedriften med stolthed kan foreviges. ’Safari’ er knivskarp i sine observationer af hverdagsmenneskers sære behov og drifter. Mellem jagtsekvenserne bydes vi med indenfor til gode snakke om jagtdrifter og dyreetik. I vanlig Seidl'sk stil med fast kamera på eksotisk-grimme baggrunde, herunder ikke mindst udstoppede, halve dyrekroppe.
Og de ting, der bliver sagt mellem dokumentarens "kloge hoveder" er ikke på nogen måder hverken ladede eller bearbejdede. Ufiltreret, som vi kender det i både Seidls dokumentarer og spillefilm. Fascinationskraften og tab af underkæbe er ikke nær så eklatant, som vi ser det i ’I kælderen’, men detaljeringsgraden og hermed indsigten i jagtpsykologiens reelt set meningsløse væsen former en række vilde sekvenser, der kulminerer, når trofæerne skal parteres og afskindes af lokale eksperter på området.
Medvirkende: Inge Ellinger, Marita Neemann, Eva Hofmann
Instruktør: Ulrich Seidl
Østrig, Frankrig, Danmark, Tyskland, 2016
DCP, 91 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år