Forfatter og kritiker Henrik Queitsch byder velkommen til en aften i rockjournalistikkens tegn. Få et rids over ’genrens’ vilde år i 1970’erne og en status på dens betydning hér og nu fra en mand, som har været med en stor del af vejen. Alt sammen som optakt til den nye film om hedengangne Creem Magazine, der med løftet midterfinger og højt humør slog sig op som ”America's Only Rock 'n' Roll Magazine” – drevet frem af lige dele gonzo-attitude og politisk ukorrekthed. Kamikaze-journalisten Lester Bangs slog blandt andet sine folder på Creem, ligesom den purunge Cameron Crowe, der sidenhen blev filminstruktør og fortalte om sin debut hos konkurrenten Rolling Stone i den semibiografiske, Oscar-nominerede og meget roste ’Almost Famous’, som du naturligvis får med på samme billet i original 35 mm version.
Instruktør: Scott Crawford
Creem Magazine brystrede sig i 1970’erne skælmsk (og med løftet midterfinger til konkurrenten Rolling Stone) med at være ”America's Only Rock 'n' Roll Magazine”. ’Boy Howdy’ fortæller da også råt for usødet historien om musikbladet fra MC5s og The Stooges’ hjemstat Michigan, som satte nye fandenivoldske journalistiske standarder og om noget levede op til credoet Sex 'n' Drugs 'n' Rock 'n' Roll. Få hele historien om, hvordan det uterlige blad skabte sig en position som rockjournalistikkens Playboy (eller måske snarere Ugens Rapport) – drevet frem af lige dele gonzo-attitude, kollektivisme, politisk engagement og ditto ukorrekthed. Med autentisk arkivmateriale, animerede sekvenser og anekdoter fra de mange kvinder og mænd, der viede deres ungdom til bladet – heriblandt fortællinger om Iggy Pop, der fik sat en skraldespand over hovedet, da han troppede op på redaktionsgangen, og Lester Bangs – kamikaze-journalisten over dem alle – der sked på sin overordnedes skrivemaskine, da de blev uenige om den redaktionelle linje.
Medvirkende: Cameron Crowe, Alice Cooper, Lenny Kaye, Wayne Kramer
USA, 2019
DCP, 75 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Cameron Crowe
Stjernereporteren og Hollywoodinstruktøren Cameron Crowes ’Almost Famous’ er af mange blevet beskrevet som den mest nære beskrivelse af livet som rockskribent i 1970’erne. Crowes alter ego, den unge og ambitiøse William Miller (Patrick Fugeit), får med et smil og lidt dokumentfalsk et job hos Rolling Stone Magazine og skal følge bandet Stillwater på deres første vigtige USA-tour. Den unge, uncool William springer i med begge ben og får hurtigt mere end rigeligt at se til med bandets excentriske typer – samt en ubetalelig Philip Seymour Hoffman, der gi’r sig fuldt ud i rollen som den uterlige ældre kollega Lester Bangs.
Medvirkende: Billy Crudup, Frances McDormand, Kate Hudson, Jason Lee, Patrick Fugit, Philip Seymour Hoffman
USA, 2000
35mm, 122 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 11 år