Hvordan håndterer man sorgen over at miste en forælder eller en anden, der er helt tæt på? Det diskuterer sorggruppeleder Jes Dige og filminstruktøren Signe Barvild Stæhr, der i filmen ‘Barnepigerne' vender tilbage til tabet af sin mor, da hun selv var fem år gammel.
Signe Barvild Stæhr er uddannet kunsthistoriker og har lavet dokumentarfilm, siden hun gik på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Hendes dokumentar 'Bongo-Superstars' om en afrikansk musikgruppe blev nomineret til bedste korte dokumentarfilm på CPH:DOX, og siden fulgte 'S som Skoliose' og 'Barnepigerne', der også blev udtaget til CPH:DOX.
Jes Dige er pædagogisk psykologisk konsulent og har igennem 25 år været engageret i arbejdet med børn i sorg. Han er daglig leder og direktør hos organisationen Skyggebørn, tidligere ansat i Kræftens Bekæmpelse og kendt fra DR-dokumentarerne ‘Børnene fra Sorggruppen' og ‘Mor er død – men det taler vi ikke om'.
Samtalen varer ca. 40 minutter og foregår på dansk.
Instruktør: Signe Barvild Stæhr
I ‘Barnepigerne’ vender filmskaberen Signe Barvild Stæhr tilbage til tabet af sin mor, da hun selv var blot fem år gammel, og hun rekonstruerer sin barndom i 1980’ernes forstadskøbenhavn i en performativ dokumentar med kreativt overskud.
Signe Barvild Stæhr bladrer gennem gamle fotos og diskuterer dem med sin far, som oven på Signes mors død overlod Signe til skiftende barnepiger. Barnepigerne flyttede ind hos Signe og faren i kortere perioder, og deres afsked betød mere smerte og mindre tryghed for Signe. Men meget står uklart i både hendes og farens erindring, og Signe beslutter sig for at opsøge barnepigerne.
Original titel: Barnepigerne
Danmark, 2020
20 min.
Tilladt for børn over 15 år