Den 18. december er der oplæg om ’Gå og se’, Belarus og 2. verdenskrig ved Martin Cleeman Rasmussen.
Martin Cleemann Rasmussen er cand. mag. i russisk og historie med speciale i krigshistorie. Han taler flydende russisk og har boet flere år i Rusland og Ukraine. Han er hyppig foredragsholder og rejseleder på mange rejser bl.a. med Den Transsibiriske Jernbane.
Oplægget varer 20 minutter og foregår på dansk.
Instruktør: Elem Klimov
En skråsikker påstand: Ingen, der ser denne film til ende, vil glemme den igen!
Vi er i Belarus i 1943. En teenagedreng, Fljora, forlader sin familie for at slutte sig til partisanerne i kampen mod de tyske tropper.
Han kommer bort fra sin deling, og pludselig befinder han sig alene sammen med en jævnaldrende pige i det krigshærgede landskab. Tilbage i landsbyen er hele hans familie blevet myrdet, og herfra bliver tingene kun værre.
'Gå og se' blander ubønhørlig rædsel (soldaterbrutalitet og raketnedslag, man sanser med kroppen) med smukke poetiske billeder (skovregn, gådefulde smil, hvilende køer og surrealistisk smukke granatbaner hen over en mark).
Filmen er en uafrystelig skildring af krigens gru, og hvad den kan gøre ved et barns ydre og indre. Både en af de bedste krigsfilm og en af de bedste antikrigsfilm nogensinde.
Medvirkende: Aleksei Kravchenko, Olga Mironova, Liubomiras Lauciavicius
Original titel: Idi i smotri
Rusland, 1985
DCP, 142 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år