Cinemateket fejrer den franske enfant terrible med hans bedst anmeldte (danse)thriller ‘Climax’. Fra kl. 18:30 før filmen er der dømt fest i Asta Bar med sangria og soundtracks.
Instruktør: Gaspar Noé
‘Climax’ er Noés bedst anmeldte film og en hallucinatorisk og hårrejsende skildring af en fandenivoldsk fest baseret på virkelige hændelser. 24 unge dansere mødes i en tom skolebygning for at øve, men nogen har hældt LSD i sangriaen. I lange skud på op til 42 min. følger Noé (selv bag kameraet) dansernes trin fra jubel til anarkistisk rivalisering. Det munder ud i et djævelsk drama og ét stort klimaks (!), hvor der med tragikomiske trin danses til ‘Born to be Alive’.
‘Climax’ er inspireret af Babels-historien og den klassiske katastrofefilm ‘The Towering Inferno’ (1970). I sidstnævnte film er det pæne borgerskab indespærret til en fest i en skyskraber, hvor en katastrofe pludselig indtræffer. Alle tror, de skal dø, og selskabet bliver som forvandlet til en flok vilde dyr i kampen for overlevelse.
Med ‘Climax’ ønsker Noé at henvende sig til unge, der endnu ikke er begyndt at drikke. Han håber, at filmen vil gøre folk opmærksomme på de negative sider ved stoffer og især alkohol, som han selv kæmpede med og først kvittede efter en hjerneblødning, der næsten tog livet af ham i 2020.
I ‘Climax’ kan man på Sartre’sk vis spørger: “Er helvede de andre eller dig selv?”. Bedøm selv!
Medvirkende: Sofia Boutella, Romain Guillermic, Souheila Yacoub
Frankrig, Belgien, 2018
DCP, 93 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år