Disput introducerer John Cassavetes’ hovedværk ‘En kvinde under indflydelse’ og sætter spørgsmålet om kønnede idealer til debat. Introduktionen er på dansk og varer ca. 30 minutter.
Instruktør: John Cassavetes
’En kvinde under indflydelse’ omtales ofte som John Cassavetes’ hovedværk. Mabel (Gena Rowlands) er hjemmegående husmor, mor til tre og gift med Nick (Peter Falk i en karakterrolle, der ligger så fjernt fra ’Colombo’, som tænkes kan!). Hun er lige kommet hjem efter et ophold på et nervesanatorium, og filmen følger hendes hverdag sammen med børnene, manden, svigermoderen og alle de andre. Hun er et vitalt og nærværende menneske. Men også følsom, kontaktsøgende, usikker og impulsiv. Et menneske, der ikke har lært den voksne verdens sociale spilleregler. Med sin barnlige naive spontanitet overtræder hun gang på gang grænserne for de andres definition af ’det normale’. Men på trods – eller vel nærmest i kraft – af dette får spørgsmålet om, hvem der er normal, lov at stå ubesvaret hen. Det er amerikansk independent-film, når det er allerbedst.
Medvirkende: Gena Rowlands, Peter Falk, Katherine Cassavetes, Lady Rowlands
Original titel: A Woman Under the Influence
USA, 1974
DCP, 155 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år