Vi har inviteret instruktør Cecilie McNair ind til en snak om de problemer med ufrivillig barnløshed, som filmen skildrer – og om det er en ret at få børn. Abort og grænser for IVF-behandling debatteres også i filmen.
Introduktionen varer ca. 15 minutter og foregår på dansk, og bagefter er der mulighed for en samtale om filmen i Asta Bar.
Instruktør: Cecilie McNair
”Cecilie McNair tør sparke direkte ind i en politisk debat, der er voldsomt kompliceret, men hun gør det med et knivskarpt blik for nuancer og detaljer,” skriv Filmmagasinet Ekko.
Hannah (Danica Curcic), der er anerkendt fertilitetslæge på Venus privatklinik, kæmper selv med ufrivillig barnløshed og udfordres af skæbnens uretfærdighed, da hun møder karrierekvinden Gry(Christine Albeck Børge), som nærmer sig 46 år, og som i modsætning til Hannah stadig er fertil.
På trods af lovens begrænsninger for behandling af kvinder over 46 år lover Hannah at hjælpe Gry med at få et barn. Men drevet af jalousi og magtesløshed begynder hendes moralske og etiske kompas at træde ud, hvilket får store konsekvenser.
”En fortælling fuld af hjerte og dilemmaer, der fremstår både nådesløse og uløselige,” skrev Soundvenue om ’Ønskebarn’ og kvitterede med fem stjerner.
”Ufrivillig barnløshed er langt fra et emne, der er udtømt og endevendt på det store lærred. Når det dertil også bliver gjort med så stor dygtighed som i ’Ønskebarn’, er det svært at ønske sig mere,” sluttede Soundvenue.
Cecilie McNairs tidligere kortfilm ’Mukwano’ (2016) og ’Lille a’ (2018) blev begge Robert-nomineret, og ’Lille a’ vandt tilmed Young Director Award på Cannes-festivalen for bedste filmskolefilm.
Medvirkende: Danica Curcic, Henrik Birch, Anders Mossling, Christine Albeck Børge
Danmark, 2022
DCP, 87 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år